En stærk EPX i Frederikssund – til gavn for vores unge og vores erhvervsliv

En stærk EPX i Frederikssund – til gavn for vores unge og vores erhvervsliv

Læserbrev

Af Anna Poulsen, (F), Formand for Udvalget Beskæftigelse, Erhverv og Unge

I Frederikssund har vi en lang tradition for et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og det lokale erhvervsliv. Det er en styrke, vi bygger videre på hver dag – til gavn for vores unge og for de virksomheder, der er med til at skabe vækst og arbejdspladser i vores kommune.

Et godt eksempel er juniormesterlæreordningen, hvor vi er kommet godt fra start og som er populær blandt en del af vores udskolingselever. Den giver eleverne mulighed for at få praktisk erfaring og en tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet, samtidig med at de fuldfører deres folkeskole. Det er en model, der giver mening – både for de unge, som får en bedre forståelse af deres evner og muligheder, og for virksomhederne, som får mulighed for at møde fremtidens medarbejdere tidligt.

Men vi stopper ikke her. I Frederikssund er vi i gang med flere tiltag, der skal bringe uddannelse og erhvervsliv endnu tættere sammen. Blandt andet arbejder vi med at skabe bedre muligheder for formidling af fritidsjob til unge, både i den private og den offentlige sektor. Fritidsjob kan være med til at styrke de unges ansvarsfølelse, give dem værdifuld erfaring og bidrage til, at flere finder deres vej ind i en uddannelse og senere et job. Der er god dokumentation for, at unge med fritidsjob også gennemfører deres ungdomsuddannelse.

I den sammenhæng passer den kommende nye EPX-uddannelse rigtig godt til vores lokale uddannelsesprofil. Den understøtter netop den praksisnære tilgang til læring, som vi allerede arbejder målrettet med. Og når vi snakker om den kommende EPX, vil vi ikke lægge skjul på, at vi har store ambitioner for EPX i Frederikssund: Det skal være en stærk og attraktiv uddannelsesmulighed for mange af vores unge – en uddannelse, der kombinerer teori og praksis og åbner mange veje videre. Derfor er det afgørende, at vi får etableret en solid og attraktiv EPX i Frederikssund. Lokale uddannelsestilbud i tæt samarbejde med vores virksomheder er helt centrale for både vækst og bosætning. Når unge kan se en fremtid i deres lokalområde – både uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt- er der større sandsynlighed for, at de bliver og bidrager til udviklingen her.

Samtidig skal vi holde fast i, at alle unge skal godt videre efter grundskolen. Her ser det heldigvis godt ud i Frederikssund. Vi har igen i år flotte tal for overgangen til erhvervsuddannelser: Omkring 24,5 % af vores unge vælger den vej efter 9.og 10. klasse. Det er vi stolte af, og det er en udvikling, vi skal fastholde og styrke i de kommende år gennem et fortsat stærkt samarbejde mellem vores uddannelsesinstitutioner. Her er der god grund til at rose vores lokale uddannelsesinstitutioner. U/NORD-Frederikssund gør et vigtigt arbejde med at tilbyde attraktive erhvervsuddannelser, mens både FGU og 10. klasse spiller en afgørende rolle for de unge, der har brug for et ekstra skridt på vejen, før de er klar til en ungdomsuddannelse. Hertil kommer de forholdsvist mange studenter, som efter det almene STX-gymnasium vælger at tage en håndværker- eller en professionsuddannelse. Sammen løfter vi flere – og det er helt afgørende.

Afslutningsvis vil jeg gerne ønske et stort tillykke til alle de studenter og elever, som netop i disse dage afslutter deres ungdomsuddannelse. Det er en vigtig milepæl, ikke kun for den enkelte, men også for vores lokalsamfund. Vores virksomheder, store som små, har brug for dygtige og engagerede unge, og I er med til at sikre fremtiden.

Frederikssund står stærkt, fordi vi står sammen. Lad os fortsætte det gode arbejde til gavn for vores unge, vores virksomheder og vores fælles fremtid.

Andre artikler fra denne uge