Af Tomas Skov
KIRKE HYLLINGE: Sarah Guldager er egentlig cellebiolog af baggrund, og indtil november 2025 tjente hun sin løn som projektleder på Novo.
Midt i april i år åbnede Sarah Guldager imidlertid praksis som psykoterapeut på Den Gamle Skole i Ejby.
– Jeg havde brug for den tættere relation og de dybere problematikker, der er årsagen til, vi agerer og reagerer som vi gør, fortæller psykoterapeuten, der har haft klienter gennem 2-3 år under uddannelsen.
At vende blikket indad
De første tilløb til en anden karrierevej startede tilbage i 2018, hvor hun først uddannede sig til coach og siden begyndte studiet til psykoterapeut, som hun afsluttede i begyndelsen af 2026.
– Det tager noget tid, da du skal igennem en del egenterapi. Det er en ret grundig uddannelse med en masse teori og praksis, fortsætter terapeuten, der nyder at gøre en anden forskel i andre menneskers liv.
– Det er rigtigt dejligt at hjælpe folk til at vende blikket indad, og få nogle andre handlemønstre, så de kommer mere i overensstemmelse med den person, de gerne vil være og det liv, de gerne vil leve, fortsætter Sarah Guldager.
Lys på problematikker
Hun leder, guider og spejler under samtalerne, taler også empati fra både hoved og hjerte – og foreslår en øvelse, hvis klienten er klar til det.
– Mange er præget af indre uro, som ligger skjult i nogle indre lag. Når vi får det op i bevidstheden, kan vi arbejde med det. Vi taler mere i dybden om årsager og skinner noget bevidsthedslys ind på problematikkerne. Derfra kan man begynde at ændre på handlemønstrene, siger Sarah Guldager.
Roen i naturen
Den nye virksomhedsejer har nydt godt af et iværksætterkursus i Lejre Kommune, og så har hun lidt opsparing at løbe projektet i gang på. Sideløbende arbejder psykoterapeuten som vikar med unge, der har psykiske udfordringer.
Sarah Guldager er født og opvokset i Holbæk, hvor hun stadig bor med sin forlovede. Hun nyder naturen og roen samt det hårde, styrkende arbejde den giver i haven – både for sind og krop. Desuden nyder Sarah Guldager at bruge sine ledige stunder i sommerhusét i det fredfyldte Kyndeløse Nordmark.







