Ny bogfest for børn skal få litteraturen til at leve

Ny bogfest for børn skal få litteraturen til at leve
Dagen skydes i gang med koncert med Dissing og Las, der har sat musik til Jakob Martin Strids populære børnebog Min mormors gebis.

FREDERIKSSUND: Frederikssund Bibliotekerne udvider i år festivalen ORD over FJORD med en helt ny bogfest for børn og familier – med ét klart mål: at flytte litteraturen ud af biblioteket og gøre den til fælles oplevelser.

Lørdag 20. juni kl. 09.30-15.00 forvandles Kulturhuset Elværket til et levende univers af historier, musik og kreative aktiviteter, hvor bøgerne rykker ud af biblioteket og ind i børnehøjde.
Dagen skydes i gang med koncert med Dissing og Las, der har sat musik til Jakob Martin Strids populære børnebog Min mormors gebis. Herefter venter en række oplevelser for børn i alderen 3-14 år og deres voksne.
Gæsterne kan blandt andet møde forfattere, opleve teater om Peter Plys i anledning af figurens 100-års jubilæum, opleve levende ugler og slippe kreativiteten løs i forskellige værksteder bl.a. KreaKram.
Festivalen er en del af ORD over FJORD, som i år afholdes for 9. gang.
– Vi vil gerne vise, at litteratur er meget mere end bøger på en hylde. Når historier bliver til musik, teater og leg, vækker det nysgerrighed og læselyst hos børn – og giver familier fælles oplevelser, siger bibliotekschef Mette Jonstrup Larsen.

Fra børn til børn
Festivalen sætter også fokus på børns egen kreativitet. I samarbejde med skoleklasser på tværs af kommunen har elever skabt en sanselig udstilling, som publikum kan opleve på dagen. Man kan træde ind i Mørkeskoven – et fantasifuldt miniunivers skabt af elevernes egne fortællinger.
Som optakt til festivalen inviteres elever fra 5. og 6. klasse til snigpremiere fredag 19. juni, hvor de som de første kan opleve nogle af festivalens aktiviteter og møde forfatter Sophie Souid og illustrator Thomas Hjorthaab, kendt fra den prisvindende bogserie Møgmis.
– Vi arbejder tæt sammen med skoler og institutioner for at styrke børns læselyst – og vi kan se effekten. Flere børn og unge låner bøger end tidligere, og det giver os mod på at tænke litteraturen endnu mere ud af biblioteket og ind i fællesskaber, siger bibliotekschef Mette Jonstrup Larsen.

/TS

Andre artikler fra denne uge