KULHUSE: Kunst før Columbus udstiller værker af billedkunstner Gitte Harslev i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag den 16. og søndag den 17. maj 2026. Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.30 fortæller Gitte Harslev om arbejdet med hendes værker. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.
På udstillingen vises linoleumssnit, som var den første grafiske teknik Gitte Harslev arbejdede med og der vises de nyeste billeder fra Skagen med collager af håndlavet papir.
Snit fra Vesterbro
Gitte Harslev er uddannet på Skolen for brugskunst (senere Danmarks Designskole) 1976-80 og har undervist på skolen i 17 år. Hun har arbejdet med næsten af grafiske teknikker blandt andet linoleumssnit, stregætsning, koldnålsradering samt akvatinteætsning i sort/hvid og i farver.
Gitte Harslev fandt motiverne på sine tidligste linoleumssnit på Enghave Plads på Vesterbro. Her sad hun på pladsen og lavede skitser med blyant af bænke, springvand, duer, pladsens gæster, posedamer og mænd. Hjemme arbejdede hun med linoleumssnit ud fra skitserne.
Senere arbejdede hun med en række linoleumssnit af rum og derefter træer. En del af hendes illustrationer, opgaver på Skolen for brugskunst blev også lavet i linoleumssnit.
Håndlavet papir
Da Gitte Harslev fik mulighed for selv at fremstille papir, begyndte hun at arbejde med collager. Den første større serie collager med håndlavet papir ”Romerske breve” blev lavet efter ophold i Rom på Skandinavisk forening i 2007 og Det Danske institut i Rom. Collagerne på udstillingen er lavet efter flere ophold i Skagen, mest i vinterperioden på Jeckels hotel i Gammel Skagen, men også på et par ophold på Klitgaarden i foråret.
Kunst før Columbus
I sommerhalvåret arrangerer Kunst før Columbus en perlerække af kunstudstillinger i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus. Navnet ”Kunst før Columbus” er inspireret af vores skønne beliggenhed lige før den hyggelige lille færge Columbus, som om sommeren sejler i pendulfart mellem Kulhuse og Sølager og i løbet af få minutter forbinder Hornsherred med Halsnæs. Adressen er Gl. Kulhusvej 149, Kulhuse, Jægerspris. Der er gratis adgang til udstillingerne.








