Der er masser af gode nyheder fra Sæby, hvor fællesskabet igen viser sin styrke.
SÆBY: Takket være en indsamling blandt medlemmerne i Sæby Bylaug er den gamle hjertestarter nu blevet udskiftet. Den nye hjertestarter hænger hos Smeden ved gadekæret på Smedestræde 1 og er dermed centralt placeret og let tilgængelig, hvis behovet skulle opstå. Sæby Bylaug takker alle, der har bidraget.
Ny legeplads på vej
Legepladsgruppen har haft travlt. Der er udarbejdet forslag, indhentet tilbud og søgt midler – med flot resultat. Projektet har modtaget LAG-midler samt støtte fra puljer i Lejre Kommune, og derudover bidrager bylauget selv med cirka 50.000 kroner.
Torsdag 5. marts afholdtes opstartsmøde med Leg og Landskab, som skal stå for etableringen af den nye legeplads. Herefter indkaldes frivillige kræfter, der skal være med til at gøre området klar til byggeriet. Der bliver brug for både hænder og godt humør.
Børn og Bylaugshus
Der er etableret en ny børne- og familiegruppe, som året rundt vil planlægge søde og sjove aktiviteter for byens børn, familier og bedsteforældre.
Endelig kan Sæby glæde sig over, at genopbygningen af det gamle Bylaugshus – som desværre brændte ned i sommeren 2020 – nu går i gang. Lejre Kommune står for opførelsen af selve huset, mens Sæby Bylaug selv tager ansvar for det indvendige arbejde.
Der er med andre ord masser af liv, engagement og fremdrift i Sæby. Når borgerne står sammen, kan de løfte store projekter – til gavn for hele byen.
/TS








