Læserbrev
Af Inge Messerschmidt Df, gruppeformand, medlem Seniorer og forebyggelse
Vi kan nu læse, at der er opstået alvorlige og ulykkelige forhold på plejehjemmet Pedershave. Ulykkelige forhold for personalet – men i høj grad også for de pårørende og beboerne.
I mine øjne er det stærkt kritisabelt, at situationen har fået lov til at udvikle sig så langt, at Styrelsen for Patientsikkerhed nu vurderer, at der skal sættes ind – ikke over for ledelsen, men “mod de pårørende”. At det altså er de pårørende, der udpeges som problemet.
Det er positivt, at formanden for Udvalget for Seniorer og Forebyggelse nu melder ud, at der skal handles. Men spørgsmålet er: Hvorfor først nu? Hvorfor i sidste time?
Jeg har gennem lang tid påpeget behovet for et uvildigt klageorgan, som pårørende kan have tillid til. Et sted, hvor man er sikker på, at klager, bekymringer og spørgsmål bliver taget alvorligt og håndteret hurtigt – uden følelsesmæssige bindinger og uden berøringsangst. Det er urimeligt, at det skal komme dertil, hvor pårørende opfattes som et problem, fordi systemet ikke har lyttet i tide.
Jeg tror ganske enkelt ikke på, at pårørende bliver vrede og frustrerede for sjov. Det sker, fordi man ikke bliver hørt.
Vi kan ikke undgå, at pårørende indimellem stiller spørgsmålstegn ved hverdagen på et plejehjem. Det er både naturligt og nødvendigt. Og når jeg taler med de mange pårørende, som gennem tiden har henvendt sig til mig, går det samme mønster igen: Bekymringerne handler ofte om helt basale hverdagsting. Ting, der ikke sker. Spørgsmål, der ikke bliver besvaret. Henvendelser til ledelsen, hvor der ikke bliver fulgt op.
Når der ikke lyttes, og når der ikke handles, så eskalerer situationerne. Frustrationer vokser, følelserne kommer i spil – og så står vi pludselig i konflikter, som kunne have været undgået.
Derfor finder jeg det dybt bekymrende, at man nu taler om faste tidspunkter for klager og henvendelser fra pårørende – og faste besøgstider. Det løser ingen af de grundlæggende problemer. Tværtimod risikerer det at skabe endnu større afstand.
Spørgsmålet, der mangler at blive stillet, er: Hvor var ledelsen?
Hvorfor trådte en leder ikke i karakter fra begyndelsen? Hvorfor blev der ikke lyttet og handlet, da bekymringerne var små?
De mange henvendelser, jeg selv har fået, begyndte netop som små bekymringer. Men fordi der ikke blev taget hånd om dem, endte de i de ulykkelige og urimelige situationer, vi ser nu. Situationer, der er belastende for alle involverede – og ikke mindst for den enkelte borger.
Jeg er helt enig i, at vi skal passe på vores personale. Et godt arbejdsmiljø er afgørende. Men vi er også nødt til at tage beboerne og deres pårørende alvorligt. Som udvalgsformanden selv siger, skal både arbejdsmiljøet og beboernes trivsel sikres.
Det kræver ledelse. Tidlig handling. Og viljen til at lytte – før problemerne vokser os over hovedet.
