Hornbæk-maler udstiller i Skibby Sognegård

Hornbæk-maler udstiller i Skibby Sognegård
Finn Rasmussen bestræber sig altid på, at det sensitive farvespil i forening med en god komposition gør, at værket fremstår som et velfungerende maleri.

SKIBBY: Allerede som 17-årig debuterede Finn Rasmussen på en stor kunstudstilling i Århus. Senere i livet har han udstillet i både ind- og udland, men karrieren toppede første gang i 2011, hvor han blev inviteret til Biennalen i Firenze, som dansk repræsentant.
– Der var indbudt kunstnere fra hele 65 lande, så jeg følte mig meget beæret over at skulle repræsentere Danmark med mine oliemalerier, fortæller Finn Rasmussen og fortsætter:
– Det næste højdepunkt i karrieren kom allerede to år efter, hvor mit selvportræt blev udvalgt til udstillingen ”Portræt Nu 2013” på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Her præsenterede man portrætkunstnere fra både Rusland og hele Norden. Og ikke nok med det – da jeg ankom til udstillingen, så var mit maleri hængt op på den bedste plads. Det var et stort øjeblik.
Sidenhen er mange malerier kommet til hjemme i atelieret i Hornbæk og på rejser til Færøerne og Grønland. Målet for Finn Rasmussen er dog ikke at gengive naturen, det lille fiskerleje eller menneskerne i deres sande og perfekte form
– Jeg bestræber mig altid på, at det sensitive farvespil i forening med en god komposition gør, at værket fremstår som et velfungerende maleri. Om det ligner eller ej, betyder ikke så meget. I stedet må det være op til beskuerens smag og behag, om det siger dem noget, hvilket jeg naturligvis håber, siger han.

Tre inspiratorer
Finn Rasmussen er født i Helsingør i 1944 og startede som nævnt i en ung alder. Hans først læremester var kunstneren Henning Køie på Christiansø, som førte Finn ind i akvarelverdenen. Dernæst kom de gode råd fra fuglemaleren Leif Rydeng i Helsingør, hvor Finn fik de første metoder til arbejdet med træsnit og oliemaleri. Senere fulgte undervisning hos den kendte portrætmaler Hans Christian Bærenholdt, ligeledes i Helsingør.
– I dag er jeg blevet 81 år, er medlem af Hornbæk Kunstnerne og har et atelier på min hjemadresse. Jeg sætter fortsat stor pris på at udstille mine malerier – både på udstillinger, i virksomheder og i kunstforeninger som i Skibby Sognegård, hvor jeg håber, at mange vil kigge forbi, slutter Finn Rasmussen.

Der er fernisering af udstillingen i Skibby Sognegård søndag 8. februar kl. 11:30 efter gudstjenesten. Der er ingen tilmelding, og alle er velkomne.

Andre artikler fra denne uge

Sammen i det svære

Nyt initiativ skaber fællesskab for pårørende til personer med psykisk sygdom. FREDERIKSSUND: At leve med psykisk sygdom kan være krævende

Læs mere »