FERSLEV: Hun har tidligere sunget i Sct. Bendts kirke i Ringsted, Sct. Mikkels kirke i Slagelse og i kirkerne i Vipperød. Nu er Birthe Bridgeman ny kirkesanger i Ferslev og Vellerup kirker og siger:
– Jeg glæder mig utroligt meget til at begynde, og den varme velkomst fra de andre medarbejdere i kirken giver kun indtryk af et sogn, som er et dejligt sted at arbejde.
Hverdagen i Ferslev-Vellerup bliver dog ikke helt ny, for Birthe Bridgeman kender allerede organisten Arnth Ravn fra tidligere.
I første omgang er det naturligvis til gudstjenesterne, at man vil kunne høre Birthes sangstemme, men snart vil hun videreføre traditionen med babysalmesang i Ferslev.
Musikalsk bredde
Birthe Bridgeman er også uddannet indenfor børnekor, og snart satser hun på at efteruddanne sig i korledelse og babysalmesang. Selv har hun sunget i mange år.
– Mit hjerte banker stærkt for soul og blues-musik og opera, men jeg elsker også den klassiske kirkemusik som Pergolesis Stabat mater og Bachs Matthæuspassionen samt komponisten Purcell, som jeg har fremført værker af med guitaristen Allan Sjølin. Jeg har også sunget i et Bob Dylan-coverband, sunget i gospelkor og lavet sangarrangementer med populære pop- og soulnumre eller med højskolesange. Det vigtigste er, at musikken har ånd og ærlighed og nerve, så er genren egentlig underordnet, siger hun.
Fra Sidney til Viby
Udover musikken, har Birthe Bridgeman også læst religions- og oldtidshistorie, som hun har undervist i på gymnasiet. Hun har også rejst meget, og hendes engelskklingede efternavn kommer fra hendes australske ægtemand, som hun mødte for 27 år siden på en rejse til Nepal og Indien.
Siden slog de sig ned lidt udenfor Sydney, hvor de drev en café i bjergene, men i dag bor de i Viby med deres to døtre, to katte og tæt på Birthes mor.
– Nu gælder det Ferslev-Vellerup, hvor jeg glæder mig til at dele sangen og musikken til både begravelse, bryllup og babysalmesang. For musik er for både sjæl og ånd – og kan udvikle og åbne op for både fællesskaber og for det enkelte menneske, slutter Birthe Bridgeman.







