Sikke en omskiftelig og helt uberegnelig tid, vi lever i her i disse år og måneder omkring årsskiftet. Nej, jeg tænker ikke på kommunalvalget eller de store snemængder. Eller kongens nytårstale eller statsministerens selv samme, selv om alle disse begivenheder har givet anledning til mange analyser, snakke og følelser. Nej jeg tænker selvfølgelig på de helt vanvittige uge og måneder, hvor vi time for time oplever den ene mere vanvittige udvikling omkring Grønland og rigsfællesskabet end den anden. Hvor vores oplevelse af, hvad der er rigtig og forkert, hvad der er aftaler og regler, hvad der er muligt og ikke muligt og ikke mindst hvem der er vores venner og fjender, rystes rundt – ja nærmest time for time. Knapt har man været væk fra nyhedsmedierne en time eller to før end der igen er kommet udfald og udtalelser, som man ikke troede var muligt i en civiliseret og demokratisk verden. Vi rystes så sandelig i denne tid. Holder vejret. Snakker med naboen, vennerne og familien om usikkerheden. Om de mulige udfald. Om betydningen for dig og for mig. For vores kommune. For Danmark. For Europa.
Derfor var det også en sand lise at tilbringe nogle gode timer lige før jul i Roskilde Domkirke til vintersolhverv med Kirken og Nationalparken Skjoldungernes Land. Og lige her og nu at huske tilbage på en kærkommen fredelig stund. Hvem kender ikke det smukke syn af de høje spir, som kan ses så mange steder fra i Hornsherred, når man kører mod syd?! I århundrede har spirene og domkirken gjort opmærksom på sig selv om mindet os om storhed, historien, konger og dronninger og ikke mindst det eviggyldige.
Jeg havde glædet mig til at tale i det store fantastiske domkirkerum. Det er nu noget helt særligt, som en af mine sidste borgmesteropgaver i 2025, at få den opgave at holde den indledende tale ved årets særarrangement. Emnet var givet på forhånd – Håb, og så skulle det selvfølgelig tage udgangspunkt i Nationalparken Skjoldungernes Land. Her får I mine ord;
”Tro, håb og kærlighed. I år er årets tema håb. Ikke troen, som både kan skabe så meget ufred og fred. Ikke kærligheden, som dog er det største, men håbet. Lige der i midten. Håbet som er så vigtigt i en tid med så store udfordringer for vores liv og vores klode. Hungersnød, krige, tab af biodiversitet, mistrivsel og et voldsomt vejr, som har så stor indflydelse på jordens befolkning. Og samtidig velstand, demokrati og klimahandlinger, som trækker verden i en bedre retning. Uden håbet var det umuligt. Uden bevidstheden og håbet om, at dagen i morgen kan blive bedre end dagen i dag, ville vi blot sidde stille tilbage og se på. Men netop håbet får os til at handle og gøre noget for verden. Med verden. I verden. For vores børn og børnebørn. Og deres børn og børnebørn. Og for alle andre levende organismer her på jorden. Så vi kan leve et godt og fredfyldt liv. Det er mit håb.
På det helt nære plan arbejder vi i Nationalparken for mere natur, større biodiversitet og flere gode naturoplevelser for både store og små. Det er med til at skabe trivsel her i vores område og alle Nationalparkens naturprojekter er med til at give mig håb. Håb for en grønnere fremtid for dig og for mig. Tag for eksempel den grønne trepart, som sikre livtag med nogle af vores udfordringer med vandkvaliteten i vores elskede fjord. Og som hjælper klimaet og biodiversiteten – det arbejde giver mig håb. Håb om, at når vi mennesker i fællesskab bruger vores hoveder og hænder på at søge og udfører netop de løsninger, som kan give os og mangfoldigheden bedre vilkår, så er vi på rette vej. Håbet er lysegrønt. Tak.”
Det var en flot oplevelse at stå der lige midt i det kolossale kirkerum og så desuden havde den fornøjelse at byde velkommen til professor Minik Rosing, som i gennem mange år har forsket i jordens udvikling, klimaforandringer og de planetære grænser. Han er et spændende bekendtskab med sine mange teorier og refleksioner. Og desuden var der fine ord fra både præst og domprovst. Også om håb.
Men hvorfor nu alt dette i ugens klumme? Jo netop en oplevelse som denne i domkirken er med til at stadfæste, at håbet er så vigtigt i lige netop disse dage. Håbet om stabilitet og verdensfred. Håbet om, at demokratiet, fornuften og det gode må og skal sejre. Håbet om at en enkelt mand ikke må lykkes med sit forehavende. Ikke må ryste vores verden fra hinanden. Vi har håbet. Vi har historien både bag os og med os. Roskilde Domkirke står stadig og håbet er lysegrønt.
