LEJRE KOMMUNE: Brænder du for billedkunst lokalt – og vil du være med til at sætte retningen for kunstlivet i Lejre de næste fire år? Lejre Kommune skal nedsætte Billedkunstrådet for perioden 2026–2029, og lige nu søges professionelle kunstnere og kunstkyndige, som har lyst til at bidrage med faglighed, blik for kvalitet og engagement i kommunens kunstneriske udvikling.
Siden 2014 har rådet arbejdet med blandt andet udsmykning af kommunale og offentlige bygninger og pladser; rådgivning om kunstindkøb samt udstillinger, workshops, huskunstnerforløb og festivaler. Rådet mødes fire gange om året plus indsatsen i eventuelle arbejdsgrupper. Der gives diæter for ordinære møder.
Tre kunstkyndige
Lejre Kommune søger tre professionelt arbejdende kunstnere/kunstkyndige, der opfylder Statens Kunstfonds definition af professionelt virke. De øvrige pladser besættes af Lejre Kunstforening og Kommunalbestyrelsen.
Alle kandidaturer behandles politisk i februar, og ansøgere får besked i starten af marts. Send din indstilling senest 5. januar 2026. Din ansøgning skal indeholde CV / faglig baggrund samt en kort begrundelse for, hvorfor du ønsker at deltage i rådet. Send din ansøgning til kulturkonsulent Trine Lindhardt Roux: trli@lejre.dk
Har du spørgsmål? Ring til Trine på 21 16 88 30.
/TS








