Læserbrev
Af Svend Erik Thomsen
I halvtredserne, hvor min lykkelige barndom fandt sted i et landbomiljø nede på Midtlolland i om-egnen af Maribo, ”lå landet indhyllet i tobakståger”.
De voksne – og det var befolkningens mænd og kvinder, fra konfirmander til oldinge – pulsede med højt humør og livsduelighed løs på diverse ufiltrede cigaretter, Kings, North State, Cecil og hvad brugs, købmand eller det polerede uhyre af en stålautomat (to kroners – med 35 øres tilbagebeta-ling barberbladsslidset ind under pakningens cellofan) ellers kunne friste med bag sine små lok-kende vindueslåger. Jeg husker, at min bror i konfirmationsgave fik sølvcigaretetui i ”king size” samt 20 grønne Cecil af en tante og onkel; men de var også fra København – derfor cigaretetuiet. Et cigaretrør mener jeg også, nogen gav ham. Enkelte røster i selskabet formanede om rygningen som en dyr vane i forhold til ringe lærlingeløn – men ikke om nogen skadevirkning.
Der var voksne, som røg cigarer; men de var ligesom ikke til børn, hverken cigarrygerne eller ciga-rerne. De var ofte gårdejere eller andet stort.
Og så var der dem, der brugte snus eller skråtobak og rangerede lavt i hierakiet. De lokkede af og til – men på en ikke særlig børnevenlig måde. Og de morede sig ofte ondskabsfuldt, når vi brække-de os. Nej de rigtige voksne røg pibe og cigaretter.
Ofte fristede nogle af disse os, når vores far ikke lige var at se, med ”hiv” på deres igangværende – eller måske med en hel egen cigaret. En sådan gave blev nydt stort og skoddet efter første kvart og gemt i lommen til senere fryd i markernes og hegnenes afkroge eller ved hovedrendens bred. Kort sagt i Guds frie og syndige natur. Intet var vel herligere for et par knægte end denne stille forbudte nydelse under himmelhøje lærketriller og forsigtig musepuslen i græsset og frøudspring plaskende i hovedrendens rislende aborrevand.
Jovist! Vel hostede og rallede de rygende voksne, bandede og grinede og havde i hvert fald ikke kronisk obstruktiv lungelidelse. Måske nok ”noget på lungerne”; men det var gode gamle lidelser som bronkitis, høstrygemøj og almindelig tobakshoste. Enkelte havde noget så ualmindeligt som astma og var kendte for det. De gamle hostende havde tuberkler, og det var ondt. Men ingen kun-ne med skadefryd finde på, at tuberklerne skyldtes tobak.
Jo, det blev levet på godt og ondt og røget i stort format i alskens selskab.
I kommunens nyopførte centralskole, som havde omkring 400 elever, vi var jo af de store årgange efter 2. verdenskrig, kendtes én elev, som havde astma, han omfattedes af os allesammen med stor interesse og gysen, når vi talte om, at han sommetider ikke kunne få luft. Ingen af kammera-terne havde allergi, men enkelte fik eksém og blev smurt med salve.
Kol var endnu ikke opstået dengang, da der virkeligt var rygere til. Passivrygere heller ikke. De kom først langt senere oppe i 1990’erne, hvor rygernes antal var i stærk tilbagegang – ikke mindst i kraft af heftige kampagner og hetz. Det ser i dagspressen og på skrifter fra eksempelvis Sund-hedsstyrelsen og Kræftens bekæmpelse ud, som om antallet af tobaksskadede stiger hastigt og i takt med, at flere og flere har lagt tobakken på hylden. En pudsig omvendt proportionalitet.
Jeg er nu på 20. år ikke-rygende men kan alligevel henregne mig til den usle, talrigere og talrigere flok (er det efterhånden mere end en halv million, vi er oppe på?), som må henslæbe resten af livet med nedsat lungefunktion og langsom kvælningsdød. Dødstallet er i følge Lumgeforeningen og Sundhedsstyrelsen steget med mere end 50 procent inden for de samme seneste godt tredive år – altså siden ca. midt-halvfemserne. Og det er jo skrækkeligt.
Jeg mærker i stigende grad, hvordan jeg, ligesom den øvrige natur, får større og større besvær med at få luft. Jeg ser, hvordan andemad og rørbevoksning breder sig kvælende i mosen, har iagt-taget, at klokkefrøernes ringlen dernedefra allerede for tyve – tredive år siden er forstummet, og at snogens slalom igennem sivene er ophørt. Fiskehejren har også erkendt, at der ikke mere er noget at komme efter.
Alle husenes tage og træværk grønnes og frønnes. Cementfliserne har de seneste mange år anta-get et grønligt skær, og i fugerne imellem dem svulmer fingertykke algevulster. Og plænerne er blevet blødere, efterhånden som mosset har fortrængt græsset. Algefjerner, husrens og lignende kemikalier er blevet én af byggemarkedernes stærste salgsvarer.
Har rygerne virkelig forårsaget al den ulykke?
Er det fordi de, i misforstået hensyntagen, nu er begyndt næsten udelukkende at dyrke deres last udendørs?
Eller er der noget andet i luften? Sommetider fornemmer jeg, at der over det uddøende og tilta-gende loddentgrønne landskab bølger en anelse af samme skarpe luft, som i barndommen på landet hang over møddingerne ude bag heste-, ko- og svinestaldene, hvor krogede hyldebuske stod i brændenælder til knæene og vred deres rynkede loddent overgroede grønne arme.
Er der da nogle, der beskider og overpisser de danske agre og gør luften tung og giftig? De må i så fald være talrige, ja som indbyggerne i verdens største byer. Forestil dig, at Londons, New York City og Tokyo’s befolkninger flere gange dagligt kom og forrettede nødtørft i det åbne danske landskab.
De danske ca. 30 millioner svin gør det. Fra deres borge rundt i landet overhældes vi alle med – gylle.
