Unges muligheder halter!

Unges muligheder halter!

Læserbrev

Af Lone Ipsen, Osted,
og Heidi Lykke Källstrøm, Biltris, begge KV25-
kandidater for Venstre.

Alle, der har været unge engang, husker hvor vigtigt det var at være med i et fællesskab. Måske gik du til blokfløjte, badminton eller porcelænsmaling? Ensomhed blandt unge koster hvert år samfundet otte milliarder kroner!

I Frederikssund har Café Kosmos, der er drevet både af frivillige og ansatte. Her kan unge ”hænge ud”, spille billard og købe en kop kakao, og man kan gå til forskellige aktiviteter, der oprettes alt efter interesse. Det er tilbud som dette, vi også vil have i Lejre kommune. Det er penge, der er godt givet ud! Vi vil skabe mødesteder og tilbud, der favner forskellige interesser og fællesskab – både unge med olie på hænderne, de kreative og dem der vil dyrke sport. Det er for dyrt at lade være!

Vi har cirka 2200 unge i alderen 17 til 24 år og fra de 6 til 16-årige er der omkring 4100, hvoraf det må formodes at en tredjedel går i 7.-9. klasse, ifølge kommunens befolkningsprognose 2024-2035. Men udfordringen er, at de unge er fordelt ud på 49 byer og landsbyer.

Konkret kunne man udvide ungdomsskolens klubber i de større byer: Kirke Hyllinge, Osted, Kr. Såby, Lejre og Hvalsø. Tænk hvis der var ressourcer – en ekstra voksen – der kunne oprette fx værksteder, rollespilsfigurmaling eller e-sport, alt efter hvad de unge har lyst til?

Hvorfor kan de ikke bare deltage på et ungdomsskolehold eller i en idrætsforening tænker du?

Vi har begge erfaring med unge både med og uden diagnoser – og det er ikke det samme, de unge gider før og efter jul – og man vil ikke tegne sig for en hel sæson. Og det er samlet om en eller to store byer! For øjeblikket kan man kun gå til kinesisk madlavning og keramik i Hvalsø samt knallertkørekort!

Vi vil gerne understøtte efterspørgslen for unge lokalt i forbindelse – om det så er sushimadlavning, padel, eller gaming, der rører sig for tiden. Her kunne vi også tænke de lokale håndværkere ind, som kunne få besøg af de unge, der har interesse for værkstedsarbejde, som at rode med knallerter og træarbejde.

De unge skal desuden kunne komme på tværs af kommunen med offentlig transport både morgen og aften – om det er for at komme til fritidsaktiviteter eller på uddannelse – Vi skal derfor gentænke den kollektive trafik i yderområderne i Lejre – fx med fleksible løsninger a la Telebussen. Vores hjerte banker for de unge. De fortjener et aktivt fritidsliv, der favner bredt og giver gode fællesskaber. De er vores fremtid!

Andre artikler fra denne uge