Frederikssund fortjener bedre – tid til nye kræfter og nye perspektiver

Frederikssund fortjener bedre – tid til nye kræfter og nye perspektiver

Læserbrev

Af Jeanette Hassel, Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti, Frederikssund

Endnu en gang ligger Frederikssund i bund i en landsdækkende måling. Kun 22 procent af borgerne er tilfredse med kommunens drift, og tilliden til politikerne er helt nede på 32 procent – langt under landsgennemsnittet. Tallene er alvorlige, men også et klart signal: Noget skal ændres.

Jeg anerkender, at både politikere og medarbejdere arbejder med de bedste intentioner. Men borgerne oplever en kommune, der virker tung, langsom og bureaukratisk. Beslutninger trækker ud, initiativer stagnerer, og det skaber afstand mellem kommunen og borgerne.

Hvis vi vil genopbygge tilliden, er vi nødt til at tænke anderledes. Nye kræfter med andre baggrunde og erfaringer kan tilføre kommunen frisk energi og virkelighedsnære løsninger. Diversitet handler ikke blot om alder og køn – det handler om perspektiver, erfaring og handlekraft.

Lad os dog skelne til det private erhvervsliv og lade os inspirere af, hvordan de løser problemerne effektivt og målrettet. Lad os ikke begrænse os af, at “det har vi altid gjort”. Fornyelse og ansvar kan gå hånd i hånd, og vi kan skabe vækst og nærvær for borgerne, erhvervslivet og vores fællesskab.

Frederikssund fortjener bedre end en bundplacering. Lad os bruge denne måling som wake-up-call og tage fat på at bygge en mere effektiv, nærværende og borgernær kommune.

Andre artikler fra denne uge