Så skal der festes i Skuldelev

Så skal der festes i Skuldelev
Brian Pedersen på keyboard og sang samt Henrik ”Fætter” Pedersen på trommer og sang udgør orkestret BUTTERFLIES, der lægger musik til festen i Gymnastiksalen på Skuldelev Skole.

SKULDELEV: Skuldelev-Selsø Multikulturforening inviterer til dansefest lørdag 20. september kl. 19.30 i Gymnastiksalen på Skuldelev Skole. Dørene åbnes kl. 18, hvor man nyder sin medbragte mad i fællesskab. Gæsterne medbringer selv service, og man køber som sædvanlig drikkevarer i baren.

Den spilleglade og populære duo BUTTERFLIES, der har skabt fest og farver i over 30 år, er garanter for et musikalsk festfyrværkeri, der nok skal få os ud på dansegulvet. Repertoiret er bredt og appellere til alle aldre – fra pop og rock til dansktop og hits.

Brian Pedersen på keyboard og sang samt Henrik ”Fætter” Pedersen på trommer og sang udgør orkestret BUTTERFLIES. De bor på hver sin side af Storstrømsbroen på henholdsvis Falster og i Vordingborg. De to fætre kunne i 2023 fejre at de havde spillet sammen i 35 år på de skrå brædder – og de har tænkt sig at blive ved mange år ud i fremtiden, for som de siger med et smil på læben, ”Vi kan slet ikke undvære det”.

Toppen af poppen

BUTTERFLIES – det festglade makkerpar – har opnået mange flotte placeringer på Dansktoppen og har været flittige gæster på TV2 Charlie og DK4. Derudover medvirkede de også i DR’s programserie “Bankokongens Comeback,” hvor de sammen med Banko Carl rejste rundt til de legendariske bankoshows og leverede musikalsk underholdning.

De to fætre dannede duoen SPAR 2 i 1988 og spillede de næste mange år bl.a. til revy på Lindenborg Kro sammen med Keld & Hilda, på færgerne mellem Oslo og København.

I forbindelse med deres første CD-udgivelse i 2003 skiftede de navn til BUTTERFLIES, da der var for mange om navnet SPAR 2.

Billetter á 125 kroner kan købes på Mobilepay 28746775.

Arrangørerne ser frem til en festlig aften i godt selskab.

/TS

Andre artikler fra denne uge