Rettidig omhu omkring økonomien

Rettidig omhu omkring økonomien

Af Tina Tving Stauning
Borgmester

Byrådsmedlem Michael Tøgersen udtrykker i et læserbrev, at han er målløs over, at Frederikssund Byråd skal spare godt 37 mio. kr. kun få måneder inde i 2023.

Jeg havde da også gerne været den situation foruden, men vi må bare konstatere, at budgetforudsætningerne har ændret sig på en række områder, siden Budget 2023 blev vedtaget af et enigt byråd i efteråret 2022.

Dette skyldes i høj forhold, der ikke var kendte ved budgetlægningen for 2023.

Eksempelvis en ekstraregning fra Movia vedr. kollektiv trafik, stigende takster på voksenhandicapområdet, dyre enkeltsager på familieplejeområdet, den manglende statslige kompensation for voksende inflation o.s.v.

Det er tendenser, som vi ser over hele landet, og derfor er ganske mange kommuner p.t. i gang med at tilrette budgetterne, så de kan overholde regeringsaftalen mellem KL og regeringen.

Ellers kan der komme sanktioner fra centralt hold, hvilket Frederikssund Kommune naturligvis ønsker at undgå.

Det er den proces, som vi er i gang med nu. Vi skal vise rettidig omhu ved allerede nu at gennemføre tiltag, som i mindst mulig omfang påvirker servicen overfor borgerne.

Derved kan vi løse budgetudfordringerne på en håndterbar og ansvarlig måde, så vi kan bevare vores sunde økonomi.

Det gjorde vi også sidste år i byrådet, da der opstod budgetudfordringer med det resultat, at Frederikssund Kommune kommer ud med et flot regnskab for 2022, hvor både servicerammen og anlægsrammen er overholdt.

Jeg forstår godt Michael Tøgersens ærgelser over budgetsituationen, men læser også, at der udtrykkes vilje til at være med til at løse udfordringerne i et forhåbentligt helt bredt politisk samarbejde i Frederikssund Byråd.

Jeg ser frem til de kommende drøftelser.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »