19-årig mand dræbt i Vellerup

19-årig mand dræbt i Vellerup

En 42-årig mand er drabssigtet og varetægtsfængslet i fire uger. En 30-årig kvinde er også sigtet, men løsladt igen.

SKIBBY: En 19-årig mand blev natten til onsdag i sidste uge dræbt i et sommerhusområde i Vellerup. Det oplyser Nordsjællands Politi.

Klokken 04.25 onsdag blev det anmeldt, at der havde været håndgemæng imellem to mænd i en bolig på Hybenvænget, og at en 19-årig mand i den forbindelse var kommet alvorligt til skade.

Politi og ambulancer blev sendt til stedet, men trods ihærdig indsats stod den 19-åriges liv ikke til at redde, og han blev erklæret død omkring klokken 05.

En 42-årig mand på stedet blev efterfølgende anholdt og sigtet for manddrab. Grundlovsforhøret foregik samme dag og han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Retten mente ikke, at der var begrundet mistanke om, at den 42-årige – der ved retsmødet så forslået ud – havde til hensigt at slå den 19-årige ihjel. 

Han er sigtet for at have stukket den 19-årige mand med et ukendt objekt fire gange. To gange i brystet, en gang i låret og en gang i foden.

Ifølge Ekstrabladet kom det ved grundlovsforhørets start frem, at den sigtede deler efternavn med det 19-årige offer. 

Nordsjællands Politi ønsker ikke at kommentere deres relation, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der tale om et familiært bånd: En onkel og hans nevø.

Kort før onsdagens grundlovsforhør anholdt politiet tillige en 30 årig kvinde. Hun blev løsladt den efterfølgende dag, men er fortsat sigtet i sagen. ν

Vejvrede, Skibby
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 18.58, var en 51-årig mand fra Holbæk-området kvarters tid forinden kommet kørende ad Nordvejen, da en sort Volkswagen Golf trak ud lige foran ham. Han dyttede derfor af føreren, som til svar begyndte at bremse ned foran ham. Den 51-årige dyttede igen, hvorefter føreren af den anden bil standsede op og sammen med en passager begyndte at slå og sparke på den 51-åriges bil. Han skyndte sig derfor at køre fra stedet.

 Føreren af bilen beskrives som: mand. Yderligere kendetegn: tatoveringer på armene. Iført grøn trøje med guldskrift.

Passageren af bilen beskrives som: mand, kronraget/skaldet. Yderligere kendetegn: tatoveret. Iført hvid T-shirt. ν

Anmeldelse om ræs
Klokken 22.39 blev det anmeldt, at fire-fem biler kørte ræs ad Fjordlandsvej i nærheden af Kronprinsesse Marys Bro. En Efterfølgende indløb der også anmeldelse om, at et større antal biler holdt tændt på parkeringspladsen ved tilkørslen til Fjordlandsvej. Patruljer kørte til stedet, men bilerne var i mellemtiden forsvundet, og de blev heller ikke truffet ved en efterfølgende rundering i området

På toppen af Sillebroen kørte en bil ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 20.07, ræs på toppen af Sillebroen. En patrulje kørte derfor til stedet for at tage kontakt til føreren, men denne var i mellemtiden kørt fra stedet i ukendt retning. ν

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »