Vinderprojekt til ’Det Grønne Hjerte’ er fundet

Vinderprojekt til ’Det Grønne Hjerte’ er fundet
Illustration af Solvænget 29, områdets samlingssted med fokus på fællesskabende aktiviteter, genanvendelse og transformation af eksisterende bygninger og rum. Illustration: BOGL

VINGE: Bedømmelsesudvalget har valgt det projekt, der skal danne rammen om den sydlige del af Vinges grønne byfælled, Det Grønne Hjerte. Vinderforslaget bygger videre på borgernes idéer og har fokus på natur, fællesskab og genanvendelse.
På baggrund af input fra et afholdt borgermøde har tre arkitektteams – BOGL, BIG og 1:1 Landskab – udarbejdet hver deres forslag til udviklingen af den sydlige del af Vinges grønne byfælled.
Alle tre teams har arbejdet ud fra Vinges vision om at skabe et grønt samlingspunkt med plads til fællesskaber, aktiviteter, fordybelse og natur.

BOGL vinder
Bedømmelsesudvalget har enstemmigt udpeget BOGL som vinder af konkurrencen. Udvalget vurderer, at projektet i særlig grad bygger videre på Vinges identitet og den udvikling, der allerede er sat i gang. Samtidig har projektet et stærkt fokus på genanvendelse og transformation med afsæt i områdets eksisterende kvaliteter, hvilket understøtter visionerne for Vinge.
Borgmester Anne Sofie Uhrskov og viceborgmester Niels Martin Viuff var begge med i udvalget, og de udtaler samlet:
– BOGL har formået at indfange den særlige ånd, som Vinge skabes og udvikles ud fra. Det Grønne Hjerte skal være et sted, hvor mennesker mødes, finder ro og er aktive i naturen, og netop den balance lykkes projektet med på overbevisende vis. Vi glæder os til at se visionerne blive til virkelighed og til at Det Grønne Hjerte bliver et grønt samlingspunkt for hele Vinge. Det har været en spændende proces og med stor tak til borgerrepræsentanter og Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed for den stærke deltagelse i valg af vinderforslag.

Varieret naturområde
Vinderforslaget tager udgangspunkt i områdets eksisterende kvaliteter og landskabelige særpræg. Med enkle greb, genanvendelse af eksisterende elementer og nænsom udvikling af blandt andet beplantning, bygninger og stiforløb styrker projektet områdets kvaliteter frem for at erstatte dem.
Resultatet er et varieret naturområde med plads til forskellige brugergrupper, aktiviteter og fællesskaber. Bedømmelsesudvalget har samtidig lagt vægt på, at projektet er både gennemarbejdet og realistisk.
Bedømmelsesudvalget har været bredt sammensat med repræsentanter fra borgere, handicapområdet, byrådet og Frederikssund Kommune.
De politiske medlemmer er borgmester Anne Sofie Uhrskov, formand for Fritid og Kultur, Niels Martin Viuff samt formand for Teknik og Klima, Tina Tving Stauning.
Efter sommerferien inviteres alle interesserede til åbent hus i Vinge, hvor de tre konkurrenceforslag bliver udstillet, og vinderprojektet bliver præsenteret af teamet fra BOGL. Her bliver det muligt at opleve forslagene og høre mere om tankerne bag det projekt, der skal danne rammen om den næste etape af Det Grønne Hjerte.

/TS

Andre artikler fra denne uge