Hotelkoncern køber en tredjedel af Isefjordens Perle for at omlægge landbrug til natur.
Af Tomas Skov
ORØ: Isefjordens Perle er ganske vist uden for dette medies dækningsområde. Men når vi nu kan se lige derover fra Hammer Bakke, så vil vi ikke undlade at bringe den ret vilde nyhed, at en tredjedel af Orø simpelthen er blevet opkøbt af en hotelkoncern.
Mediet Turistmonitor bragte nyheden tirsdag 3. marts om, at den københavnske hotelkoncern Arp-Hansen Hotel Group har købt en tredjedel af jorden på Orø i forbindelse med overtagelsen af en stor landejendom på øen.
Arp-Hansen Hotel Group driver 12 hoteller med i alt 5.000 værelser. Med opkøbet erhverver hotelkoncernen 463 hektar landbrugsjord svarende til 660 fodboldbaner.
Ifølge Arp-Hansen Hotel Group er planen at omlægge landbrugsjord til natur og skov og dermed gøre en forskel for miljøet. Således skal nogle arealer tilplantes med skov, mens andre arealer skal omlægges til natur med mulighed for rewilding og indhegning af store sammenhængende områder, der afgræsses med store dyr som ponyer og kvæg.








