Ungdomsklubben er fællesskab og nærvær

Ungdomsklubben er fællesskab og nærvær
Thomas Rasmussen er eder af ungdomsklubberne i Frederikssund Kommune. På væggen til venstre ses ordensreglerne.

JÆGERSPRIS: Lokalerne i Jægerspris Ungdomsklub står nyrenoverede og indbydende og er klar til at tilbyde masser af forskellige aktiviteter for de unge i Jægerspris. En vandskade i bygningen betød, at klubben de seneste mange måneder har måttet bruge midlertidige lokaler på Parkvej, men fra 4. november er dørene igen slået op i huset på Møllevej 92A lige ved siden af fritidsklubben Klub Højen.

Handler om nærvær
Ungdomsklubben tilbyder en række aktiviteter både indendørs og udendørs. Computerspil, Playstation, billardbord, spil, mad over bål, hyggekroge og kreative ting er bare nogle af mulighederne.
– Vi lægger et program for vores aftenaktiviteter tre måneder frem, så de unge ved, hvad der kommer af aktiviteter. Men ungdomsklubben handler først og fremmest om at skabe et fællesskab, hvor der er nogle voksne, som er til stede på en anden måde end lærerne i skolen og forældrene, fortæller Thomas Rasmussen, der er leder af ungdomsklubberne i Frederikssund Kommune. Han fortsætter:
– Vi er jo både psykologer og rådgivere og har meget relationsarbejde. Vi lytter til de unge og kan snakke med dem om alt fra personlige ting til jobansøgninger. Vi er den fortrolige voksne man kan gå til. Vi skal være nærværende og være til stede. Det gælder om at se de unge og anerkende dem, så de føler sig trygge og velkomne, forklarer han.

Liv med muligheder
Ungdomsklubberne i Frederikssund Kommune er en del af Ungeliv, der også omfatter Ungdommens Uddannelsesvejledning UU, Trivsel og Kriminalitetsforebyggelse, 10.klasse og Ungdomsskolen. De fem enheder samarbejder med fokus på skole, uddannelse, fritid, trivsel og tryghed. En anden fordel ved Ungeliv er det tætte samarbejde mellem enhederne.
– Ungdomsklubberne og gadeteamet vil i det nye år prøve at ”bytte” medarbejdere i nogle timer, så vi lærer hinandens områder bedre at kende. Og fordi vi er tæt på hinanden kan vi meget hurtigt handle. Så snart der opstår en problemstilling er de rigtige folk allerede samlet og kan rykke på det, så der er meget kortere afstand til handling, forklarer Thomas Rasmussen.
For at sikre, at kommunens fire ungdomsklubber er steder, hvor der er rart at være og plads til alle, har Thomas Rasmussen som leder indført et fælles fundament for klubberne i Frederikssund Kommune.
– Det handler om måden vi driver klub på, om planlægning, reklame, evaluering og opfølgning. Og om at have klare forventninger til hinanden som medarbejdere og som leder. Vi har et fælles ansvar for at gøre det ens i alle ungdomsklubber. Og så har vi nogle ordensregler om, at man ikke sidder med fødderne på bordet, man tager sit overtøj af, man taler og opfører sig pænt, der gælder i alle klubber. Vi har fire klubber med et fælles fundament, så i virkeligheden er vi én klub med fire adresser, fastslår han.

Kæmpe indsats
At flytte klub to gange inden for det samme år har krævet et kæmpe arbejde af medarbejderne med nedpakning og udpakning af ting og udstyr, indretning og et ekstra benarbejde for at få de unge tilbage i klub.
Efter genåbningen på Møllevej er Thomas Rasmussen og medarbejderne netop nu i gang med at gøre klubben kendt især blandt de nuværende 7. klasseselever på Jægerspris Skole. Klubben er et gratis tilbud og alle i aldersgruppen fra 7. klasse til 17 år er velkomne. Hvis man melder sig ind, har klubben mulighed for at kontakte forældrene, hvilket kan være praktisk i forhold til at tage på tur, men man er også velkommen til bare at tage en ven under armen og kigge forbi.

Jægerspris Ungdomsklub har åbent mandag og onsdag fra kl. 13.30 – 21.00.

Andre artikler fra denne uge

Frivillig jul i Skibby


Af journalist Tomas Skov SKIBBY: Martin Jacobsen og hans medarbejdere fra entreprenørvirksomheden Bakkelygård satte det store juletræ op foran Apotektet

Læs mere »

Jul i Jægerspris


JÆGERSPRIS: Årets juletræstænding i Jægerspris fandt sted søndag 1. december kl. 11-17. Det store, smukke træ fra Nordskoven tændtes af

Læs mere »