Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.

Ny tider i Den gamle Skole

Som næsten-nabo til Skibby Skole (Fritidscentret) nyder jeg at bo tæt på Skibby Bibliotek. For selv om alle de indre vægge er revet ned, kan jeg stadig fornemme, at bibliotekets inderste del er klasseværelse ”Nr. 4”, hvor jeg sammen med 21 andre begyndte i første klasse i 1969.

I 1.X gik vi på mere end én måde i ”Den gamle Skole”, selv om vores læsebog ”Huset Højbo” med Bo, Jan, Ulla og Vivi kun var otte år gammel på dette tidspunkt. For da vi nåede op i 3.-4. klasse og fik fag som historie og geografi, var det sommetider efter bøger, mine forældres søskende havde haft i 1950’erne. Det fremgik af navnelisterne på bøgernes inderside.

Det første skoleår havde vi tre timer om dagen – seks dage om ugen, for vi gik også i skole om lørdagen. Dog kun frem til juleferien, da lørdagsundervisningen resten af skoleåret blev erstattet af et ”rullende skema”. Det vil sige: Lørdagsskemaet blev afviklet mandag i den første uge, derefter tirsdag i den næste uge og så videre. Dét kunne grundlæggende ingen finde ud af, så undskyldningen ”Jeg har glemt min gymnastik-pose” var helt reel og skyldtes, at vores mødre ikke kunne huske hvilken ugedags skema, der skulle pakkes til!

Vi sagde ”du” til alle lærere allerede i 1969, men kendte ikke deres fornavne. Til de kvindelige lærere var det altid ”Fru Jensen”, ”Fru Jørgensen” og ”Frøken Christensen”, men pudsigt nok brugte vi kun efternavnet og ikke ”Hr.”, når vi omtalte eller talte til mandlige lærere.

I femte klasse fik jeg skolens første lærer, der blev tiltalt med fornavn, nemlig Mogens (Bo Hansen), og en lærer på fornavn med eleverne skabte røre i byen. For kunne man så skabe respekt i klassen? Man kunne, og jeg tror, en del af de andre lærere mange år frem ærgrede sig over at hedde deres efternavn. Selv havde jeg altid svært ved at tiltale min første klasselærer med ”Jørgen”, også efter jeg som voksen havde kendt Slotsgaard gennem rigtig mange år.

Fra 1972 blev de første tre bygninger på den nye skole, Marbækskolen, taget i brug, så i 4. klasse oplevede jeg de pudsigheder, der fortælles om i skolens jubilæumsskrift fra 1997. Blandt andet kunne undervisningen blive afbrudt af flere uventede støjkilder:

Først var der de mange loftsplader, der uden varsel – enkeltvis eller flere af gangen – ramlende og skramlende faldt ned her og der i klasselokalerne. Det var bare ét eksempel på byggesjusk i de første etaper af byggeriet. Et andet var, når det regnede ind gennem vindues-indfatningerne, og vandet flød i vindueskarmene.

Og så var der højttalerne, der med et højt ”Bonnnng” varslede, at skoletandlægen indkaldte en eller flere elever. Lærerne må havde hadet disse afbrydelser. Og værre endnu: Fluor-skylningen hver fjortende dag, som der ikke er noget godt at sige om – på nær vi nok fik bedre tænder af det!

Hvert klasseværelse havde (og har) et grupperum til gruppearbejder, men de blev stort set ikke brugt de første år, da vores lærere vist ikke var gearede til den type undervisning. For resultatet af et gruppearbejde kunne aldrig tænkes at være andet end en planche til opslagstavlen, og om nogen nogensinde så på disse plancher, tvivler jeg stærkt på.

Skibbykoret øvede stadig på Marbækskolen, da jeg kom med i koret, og det var ægte nostalgi at være tilbage og genkende ting i sanglokalet efter mere end 45 år. Blandt andet det samme lille flygel, som da jeg havde sangtimer i lokalet, hvor der nu står mange analoge, elektriske og elektroniske instrumenter.

I 1972 var skole-instrumenter ud over klaver, claves og maracas fremtidsmusik!