Ugens klumme af Søren Sko

0

Korsbæk og i Skibby – hvor køber du stoffer?

Vores danmarkshistorie er efterhånden blevet knæsat i TV-serien Matador, som vi (næsten) alle kan udenad. Serien er så præcis, at der er gået sport i at finde de få unøjagtigheder, der trods alt har sneget sig ind, og på matadoronline.dk har jeg selv med stolthed påpeget en fejl i afsnit 12, hvor Ulrik Varnæs i 1935 sidder i baggrunden med en drengebog, der først blev udgivet i 1945. Store sager!

Lise Nørgaards historie om, at en tilflytter udkonkurrerer Korsbæks eneste manufakturhandel, Damernes Magasin, virker overbevisende, men den er vist trukket lige lovlig hårdt op. For skulle en sjællandsk provinsby virkelig kun have én stof-butik i en tid, hvor det meste tøj blev syet manuelt?

Hvor stor eller lille den fiktive Korsbæk end er, må den være større end Skibby var på samme tid, og allerede i 1930’erne var der hele to manufakturhandler på hovedgaden i Skibby.

Den ene var ”Lemming”, der havde købt den gamle ”Christensens Efterfølger” i krobygningen, som meget passende lå i Krosvinget, indtil kroen blev revet ned i 1990’erne. Den anden var ”Leopold Jacobsen” i bygningen, hvor ”Skibby Cykler” nu har været i mange år.

Jeg har spurgt min mor, Anni Skov, om det så var som i Matador, at ”de fine” handlede i den ene butik og ”almindelige mennesker” i den anden:

– Ja, ”Jacobsen” var en gammel Skibby-familie, og måske derfor var det lidt finere at handle dér. På et tidspunkt efter krigen skulle vi piger have noget bomuldsstof med i skole til at sy forklæder af i håndarbejde. Mine forældre var kunder hos ”Lemming”, der ikke havde noget. Men min faster Dagny (Højrup) var håndværksmester-frue og kunde hos ”Jacobsen”, så hun kunne købe stoffet dér. Desværre havde vores håndarbejdslærer(inde) ikke begreb skabt om at klippe og sy, så forklædet blev ubrugeligt, og min mor, der var dameskrædder, var rasende over, at godt bomuldsstof blev ødelagt på den måde.

Stof var en mangelvare, og i Matador bliver plaids til nederdele og cottoncoats lavet af gamle lagner. Så også efter besættelsen passede man godt på det tøj, man havde. Anni fortæller:

– Omkring 1951-52 skulle hele familien en sommer-søndag til Dalby Strand, hvor man som bekendt vader 500 meter ud, før man har vand til livet efter tredje revle – ”10, 20, 30…” og så under. Da mor dukkede op igen, viste det sig, at hendes gamle, uldne badedragt var mølædt og ikke kunne holde til det tunge vand. Efterhånden som hun bevægede sig, gik den mere og mere i stykker. Der var langt ind til stranden, og min far var ved fuldstændig at kvæles af grin, mens mor prøvede at holde på en badedragt, der faldt helt fra hinanden. ”Så hjælp mig dog, Egon!” – men han kunne ikke hjælpe noget, og vi børn var flove. Meget flove. Tænk at vores forældre opførte sig sådan!

Med tiden blev standsforskellene visket stadig mere ud både i Korsbæk og i Skibby, og fra 1960’erne og frem var der ingen snob-effekt i at handle i den ene butik frem for i den anden. 

– Min mor kom en dag til formiddagskaffe med en pose fra ”Leopold Jacobsen”, hvor hun havde købt stof til en ny kjole, og hun havde valgt ”det næst-pæneste”. Jeg spurgte, hvorfor hun dog ikke havde købt det pæneste? ”Nej, da jeg havde fundet det pæneste, sagde ekspedienten Mona: Ja, det er pænt, det købte din datter, Anni, også i går”! 

Dén ekstra service får man kun i et lokalsamfund.

Søren Skov, ”gammel Skibby’er”
”Søren Skov er en mange-generations Skibby’er, der er vendt tilbage efter mere end 30 år på Vesterbro og nu genoplever sin fødeegn på nært hold”.

Deltag i debatten
Share.

About Author