Ugens klumme af Jørgen C. Christensen

Ugens klumme af Jørgen C. Christensen

Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.

Jul – hygge og corona

Nu er det tiden hvor vi tænder de store juletræer i byerne, og de mindre udenfor vores boliger, og hvor vi begynder at hygge, pynte op, smovse lækkerier og alt det andet som hører julen og den mørke tid til. Vi samles om juletræet og vi gør det med afstand, med sprittede hænder og med respekt for hinanden, både voksne og børn. I år har vi indtil videre ikke de restriktioner som vi havde sidste år, men desværre har vi stadig en smitte der breder sig, så hvis vi fortsat skal kunne mødes må vi tage hensyn, lade os teste, holde afstand og i det hele taget tænke os om.

Og hvis vi så oven i købet kunne blive bedre til at vise lidt respekt når vi skriver på de sociale medier, så kunne vi gå en rigtig hyggelig december i møde. Der er så mange negative bemærkninger og kommentarer til opslag som er tænkt positivt og informativt. Jeg vil opfordre til at man viser lidt respekt for andres meninger og holdninger, både til vaccination, politik, bortløbne dyr, børn og unges opførsel og alle andre opslag.

Jeg glæder mig atter til at se julemanden uddele godteposer til byens børn. Glæder mig til at se byens borgere komme og deltage med at gå rundt om træet ved gadekæret mens vi synger det vi kan huske af de gamle julesange. Glæder mig til at møde glade mennesker der vil hjælpe andre, gode borgere med overskud til at give og hjælpe dem der har problemer. Julens budskab er næstekærlighed og hygge i familien og blandt alle de andre i vores nærhed.

Da dette bliver min sidste klumme i år vil jeg ønske alle læserne en rigtig glædelig jul og et godt lykkebringende nytår. Jeg ser frem til at møde jer alle til næste år ved Multikulturforeningens koncerter, ved Skibby Aktives markedsdage og ikke mindst ved Skuldelev Bylaugs arrangementer. Og i øvrigt arbejder jeg p.t. på at få en bedre tekst på regionens hjemmeside når det gælder vores forurening, så vi kan få løse rygter og anden mistro fejet af vejen. Så der kommer sikkert lidt flere skriv fra min hånd i nær fremtid.

Glædelig jul

Jørgen C. Christensen:
Oldermand Skuldelev Bylaug, markedsansvarlig i Skibby Aktive, bestyrelsesmedlem i Multikulturforeningen, m.m.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »