Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Hornsherred i centrum.

Sønderby – hvor verden begynder og ender

Det er med barnets nysgerrighed, at jeg hver morgen trækker gardinet fra – hvordan er vejret i dag?
Er fjorden blank og glat som fløjl – eller er vandet blåsort som blæk, hvor det hele tiden skifter farve – som males det med hurtige, voldsomme og fede penselstrøg? Farverne og lyset er aldrig de samme – derfor denne næsten barnlige forventningsfulde glæde, når jeg kigger ud ad vinduet.
Turen ned til fjorden foregår i halv vågen – næsten halv sovende tilstand. Det er tidspunktet til en morgendukkert inden kaffen. Alle sanser bombarderes af lyde, dufte og farver.
Skovbrynet er en grøn bræmme, om efteråret er det i flammende rødt, hvor rådyr står og græsser. Marken kan være sennepsgul, saftig grøn eller okkerfarvet. Nogle harer danser over engarealet.
Skræppende gæs flyver i V-formationer fra Eskilsø mod Selsø – som sorte fine tuschstreger mod rosafarvet papir – smukkere akvarel findes ikke. Lugten af vand og græs river friskt i næseborene, mens vilde rosenbuske spreder et tungt duftspor langs med stien ned mod havnen.
Afhængig af årstid er der bær at nippe til – den skarpe syrlige smag i munden er som vinden – den får én til at snøre munden eller trøjen til. Vandet kan være klart som glas eller slå så voldsomt ind mod molen, at det må være jorden, der hiver efter vejret.
Flagstangen står med sin blafrende vimpel, der lyser i rødt og hvidt op mod den kornblå himmel. En fasan skogrer ude på marken, og en blishøne piler med sine skarpe lyde over vandoverfladen.
Om vinteren kan alt være pudret i hvidt, så langt øjet rækker. Isen er skruet op i formationer, der rejser sig som skulpturer, skabt af en unavngiven kunstner. Fjorden er som os mennesker – unik, foranderlig og dog den samme. Folk er født og vokset op her – nogle rejste ud – andre blev. Men de fleste er vendt tilbage. Familier har været her i generationer, andre er flyttet til, sommerhusbeboere og unge mennesker med små børn, der vil ud at bo, hvor horisonten er vid. Fårene står og græsser ude på fjordengen – et billede på langsommelighed og væren i nuet.
Det er det, de fleste af os søger. Længere ude ses heste, der står som malet af Theodor Hagedorn-Olsen – fjordmaleren – sorte silhuetter mod lysende grøn baggrund – mens fjorden blinker som sølv, og skyer driver forbi, som vil de konkurrere med sejlbådene, der ses som hvide trekanter i horisonten. Det tager altid længere tid at gå tilbage til huset end at gå ned til havnen. På den smalle sti kan man ikke undgå at hilse på de folk, der går forbi. Det kan blive til en snak om hunde, børnebørn og helbred.
Men for hver gang vi mødes, får vi mere at vide om hinanden – for hver gang tilføjes en lille brik til en livshistorie. Om det er nogen, der bor her hele året eller i et af sommerhusene – alle har vi en historie, der har gjort os til den, vi er. Og med de små snakke oplever vi hver især, at folk har et levet liv, som vi intet vidste om – som vi ikke kunne gætte os til ved blot at se på hinanden. Først når vi standser op og giver os tid, får vi en relation og ikke mindst en forståelse for hverandre.
Vi har nu boet i Sønderby i et og et halvt år og har tilbragt det meste af tiden her. Tilflyttere og folk, der har boet på egnen i en menneskealder – alle har mødt os med hjælpsomhed og gæstfrihed! Lige fra assistance til at tage vores båd på land og i vandet, mulighed for at låne et stykke værktøj eller en barneseng til at blive inviteret på kaffe og få nylagte æg med hjem, sommerdrinks på terrasserne, middage, fx en efterårsmenu med hjembragt vildt eller en gløgg en kold decemberdag ved et bål i haven. Og ikke mindst har vi haft glæde af spændende foredrag og arrangementer i Kulturhuset.
Udlængsel kan ramme én, når man står ved havnen. Herfra kan vi nå ud i Kattegat, nord om Skagen eller ud i Store Bælt, over Østersøen og herfra videre ad de floder, som vikingerne i sin tid brugte til at komme til Kiev og Paris. På et tidspunkt kan vi ende helt ude på verdenshavene.
Men måske kan vi alle sammen ind i mellem gribes af en mæthedsfølelse – som når man går i land efter en længere sejlads. Og nå til denne erkendelse: jeg har set det, jeg skulle, nu ved jeg, at det hele findes lige her. Det er her, at verden begynder, og at verden ender.

Regitze Schrøder er forfatter. Hendes romaner er udkommet i Danmark og i Frankrig. Hun bor i Sønderby med Michael.