Læserbrev
Af Michael Tøgersen,
borgmesterkandidat
(Liberal Alliance)
Hvis vi ikke har arbejdspladser, så vil ingen bo her ingen betale skat her.
Der ikke være grundlag for at drive en kommune.
Uden din indkomst fra din arbejdsplads, vil der ikke kunne betales skat, og kommunen vil gå til grunde, som en blomst uden vand.
Derfor er vores arbejdspladser, vores virksomheder, helt grundlæggende fundamentale for vores velfærd, for at kunne tilbyde skoler, ældrepleje, pasning af børn, sundhed, at vi kan passe på vores natur og klima, at vi har veje at køre rundt på osv.
Jeg får af og til ”skudt i skoene”, at jeg er erhvervslivets mand. Det er jeg stolt af, men inderst inde er jeg voldsomt optaget af at drive en stærk kommune, som kan tilbyde velfærd og passe på vores sårbare, om man er gammel, udsat barn eller voksen, er blevet dement, eller midlertidigt ramt og skal hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet, men også tilbyde en masse fritidstilbud, om det er idræt, kultur eller andet.
Vi skal være en lækker kommune, og vi skal arbejde efter at blive Sjællands bedste kommune at vokse op, leve, arbejde, drive virksomhed og blive gammel i. Det skal være pejlemærker, som skal styre vores beslutninger og handlinger.
Vi skal være stolte af at komme her fra, og vi skal føle fællesskab, om vi kommer fra Vellerup, Østby, Kulhuse, Kvinderup eller Jørlunde, som er nogle af vores yderste lokalområder i vores vidunderlige kommune.
Vi mister alt for mange af vores unge. De rejser væk for at uddanne sig eller for at opleve. Desværre kommer de alt for sjældent tilbage. Det er glædeligt, at vi bliver ældre i vores kommune, men det er dybt problematisk, at vi ikke kan passe på vores unge, som skal tjene pengene til fremtidens velfærd. Derfor skal vi bl.a. have tiltrukket flere uddannelser. Det kan vi kun, hvis vi får flere borgere til at bosætte sig her, så vi skal være en lækker kommune, hvor man har lyst til at blive boende og flytte til.
Fokus på erhvervsliv, økonomi, strategi og ledelse er helt afgørende, men er nogle af de lidt mere hårde begreber, som blot handler om at skabe mulighederne for at kunne levere velfærd og passe på vores sårbare borgere, men også give nogle muligheder for at have det sjovt og finde meningsfyldthed. Uden fokus og styring kan vi glemme alt om at kunne levere på de mange bløde områder, som vi alle får brug for på et eller andet tidspunkt i vores liv.
Visionen om at blive Sjællands bedste kommune kræver synlig, motiverende ledelse og tæt, stærkt samarbejde i alle led. Det gælder i byrådet og i forvaltningen, men vigtigst så gælder det i området mellem borger og kommune. Når man har brug for sin kommune, så skal den være der, og det skal være en god oplevelse.
Derfor: Pas på dit erhvervsliv, så det kan passe på dig (og dine).