Oplev en markant delvis solformørkelse på Skenkelsø Mølle.
FREDERIKSSUND: Det kommer først til at ske igen i 2048, så det er oplagt at gribe chancen for at opleve en
delvis solformørkelse onsdag 12. august. Der er tale om et af naturens mest fascinerende fænomener, når den delvise solformørkelse kan ses over Danmark, og den kan opleves fra de smukke omgivelser ved Skenkelsø Mølle, der ganske vist kræver en smuttur ud af kommunen til Ølstykke i Egedal Kommune.
Det er Naturpark Mølleåen og Egedal Arkiver og Museum, der inviterer til en stemningsfuld familieaften, hvor naturvidenskab, historie og fællesskab går hånd i hånd.
Mørke for hele familien
En solformørkelse opstår, når månen bevæger sig ind foran solen. Mens solformørkelsen er total i blandt andet Island, Østgrønland og Spanien, vil vi i Danmark opleve, at mellem 80 og 86 procent af solens skive bliver dækket. Det gør den til en af de mest markante solformørkelser, vi kan opleve herhjemme i 22 år.
Aftenen byder på aktiviteter for både børn og voksne. De yngste – og alle andre med nysgerrighed på himmelrummet – kan blive klogere på solformørkelser og solens betydning for livet på jorden gennem sjove aktiviteter og formidling.
Der bliver også tid til at nyde sommeraftenen med egen medbragt picnic, mens der bages pandekager over bål. Aftenens hovedrolle, solformørkelsen, kulminerer kl. 20.
Det sker på Skenkelsø Mølle onsdag 12. august. Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er derfor nødvendig på: https://place2book.com/da/sw2/sales/bkxd7m4zm8
/TS







