Tusindvis af ynglefugle trives på Roskilde Fjords øer og holme

Tusindvis af ynglefugle trives på Roskilde Fjords øer og holme

FJORDLANDET: Frederikssund Kommune, Lejre Kommune, Roskilde Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land har afsluttet den årlige tælling af ynglende fugle i Roskilde Fjord.

Det er biologer fra WSP Danmark A/S, der i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land og de tre fjordkommuner hvert år kortlægger fjordens fugleliv.

30 små øer gør Roskilde Fjord unik

Roskilde Fjord er et af Danmarks vigtigste områder for ynglende og trækkende fugle.

Af samme grund er fjorden og en stor del af dens omgivelser strengt beskyttet af både dansk og international lovgivning. Og derfor holder Nationalparken og de tre kommuner hvert år øje med, hvordan fjordens ynglefugle klarer sig.

Rundt omkring i Roskilde Fjord ligger mere end 30 større eller mindre øer og holme, og det er her, de fleste fugle holder til.

Måger, terner, vadefugle og de fleste andefugle bygger deres reder direkte på jorden, og på øerne har fuglene som regel fred for ræve, rotter og andre ubudne gæster.

Øerne er helt forskellige i størrelse og udseende, hvilket giver levesteder til mange forskellige arter af fugle.

Eskilsø, Øksneholm og Lilleø er store med udstrakte strandenge og gode levesteder for engfugle.

Blak syd for Eskilsø er ganske lille og består stort kun af store sten, hvor strandskader, måger og ederfugle kan finde sig til rette.

Skovholmene i Lejre Vig, hvor vandet ikke er så salt, er dækket af rørskov og anden høj vegetation, hvor blandt andet toppede lappedykkere, grågæs, troldænder, blishøns og rørhøns kan yngle skjult.

Forsigtige biologer

Det tager mindst tre dage at besøge alle øerne.

Årets tællinger startede i fjordens nordlige ende med besøg på Øksneholm, der sammen med Eskilsø og Lilleø er blandt fjordens største og vigtigste fugleøer.

Allerede ved ankomsten til Øksneholm blev biologerne mødt af flokke af måger og terner, der skældte ud på de ubudne gæster. Heldigvis er fuglene meget hurtigt tilbage på rederne igen, men tællerne har travlt, for det er vigtigt, at besøgene på øerne er så korte som mulige, så æg og unger ikke lider overlast.

Årets tællinger blev afsluttet på Eskilsø, der er den største og for fuglene vigtigste ø i Roskilde Fjord. Det er Struckmann Fonden, der ejer og forvalter naturen på Eskilsø. Jagtforeningen Jyllinge Holme arbejder hvert år hårdt for at holde Eskilsø fri for ræve, hvilket har været til stor gavn for ynglefuglene.

Ynglefugle står
sammen på Eskilsø

Vadefugle som vibe, rødben, strandskade og klyde yngler nu med så mange par, at Eskilsø også i 2022 er Roskilde Fjords vigtigste ynglelokalitet for engfugle.

I 2022 ynglede 32 par viber, 40 par rødben og 41 par strandskader på Eskilsø.

Klyden ynglede med 59 par i fire forskellige kolonier på Eskilsø, hvilket er en tilbagegang i forhold til året før. I hele fjorden ynglede 69 par klyder, og dertil kommer ca. 30 par ved Selsø Sø.

Den samlede bestand af klyder i Roskilde Fjordområdet talte i 2022 dermed omkring 100 par, hvilket er stort det samme som i 2021.

Der er nu så mange vadefugle på Eskilsø, at fuglene ved at samarbejde er i stand til sammen at jage eksempelvis kragefugle og måger væk, hvis de kommer for tæt på deres æg eller unger.

Truede ynglefugle klarer sig godt

Frederikssund Kommunes nye vådområde ved Selsø Kirke (Bredvig Sø) er kommet godt i brug.

Gravænder, brushøns, viber, gul vipstjert og mange andre fuglearter kan ses i det nye vådområde.

I 2022 ynglede helt op til 450 par hættemåger, hvilket er særdeles glædeligt, da hættemågen er i tilbagegang herhjemme og nu er rødlistet som en truet dansk ynglefugl.

Fjordens hav- og fjordterner er langdistancetrækkere, der overvintrer i henholdsvis Antarktis og Vestafrika, Ternerne har i en årrække haft det svært i Roskilde Fjord og i resten af Danmark og derfor er også de rødlistede som truede danske ynglefugle.

I både 2021 og 2022 klarede ternerne sig dog fint, begge år med mere end 60 ynglepar begge år fordelt på Elleore, Eskilsø, Lilleø, Øksneholm, Skovholmene, Yderste Holm og Selsø Sø.

Ynglefugle påvirkes af rotter, ræv og hav-
ørn

Fjordens fugleliv påvirkes af en lang række forhold, bl.a. rovdyr som ræve eller rotter, og derfor arbejder kommunerne, Nationalparken og Naturstyrelsen sammen om at holde øerne ræve- og rottefri.

Også den stigende havørnebestand sætter sit præg på fjordens ynglefugle. Der yngler nu fire par havørne ved Roskilde Fjord.

I 2021 fandt optællerne mere end 10 døde ederfugle hunner, der stadig lå på deres reder.

Fuglene viste sig at være slået ihjel og delvist ædt af havørne, der har haft nem adgang til ”tag-selv-bordet” på Kølholm.

Noget lignende sås dog ikke i 2022, selvom både voksne og unge havørne sås meget tit rundt omkring i fjorden.

Her i juni kan ederfuglen ses næsten over alt i Roskilde Fjord med de karakteristiske ”børnehaver”. I 2022 talte bestanden af ederfugle i Roskilde Fjord cirka 650 ynglepar. Dette er en tilbagegang i forhold til både 2020 og 2021. Det vides ikke, om fjordens havørne er med til at påvirke bestanden.

Sølvmågen er i fremgang i fjorden og er, med mere end 2.000 par i 2022, fortsat den talrigeste ynglefugl i Roskilde Fjord.

De små mågearter hættemåge og stormmåge har derimod været i tilbagegang i en årrække, men 2022 var et udmærket år for begge arter.

Alle øer er vigtige

Tællingerne viser hvert år, at fuglene i Roskilde Fjord har brug for plads, og at de ofte rykker rundt mellem de forskellige øer og holme, hvis der opstår problemer der, hvor de plejer at være.

Derfor kan en ø eller holm være af stor betydning for fuglenes langsigtede overlevelse i fjorden, også selvom der nogle år ikke er fugle på øen. F.eks. ses næsten hvert år, at klyder og terner flytter rundt mellem de forskellige lokaliteter, uden at den samlede bestand nødvendigvis ændrer sig ret meget.

De største fuglekolonier i Roskilde Fjord findes på Eskilsø, ved Selsø Sø, på Lilleø og Øksneholm, men også helt små lokaliteter som for eksempel øerne Slinken (Lejre Kommune) eller Blak (Roskilde Kommune), der i nogle tilfælde kun er måske 100 kvadratmeter store, kan rumme mange ynglende fugle.

Sjældne fugle
og en mærkelig hat

Næsten hvert forår byder på uventede besøg i fjorden. I marts måned valfartede ornitologer fra hele landet til Roskilde Fjord for at opleve en hvidhovedet skarveand, der i flere uger opholdt sig i Selsø Sø.

Arten yngler i Sydeuropa og har ikke tidligere været set i Danmark.

I maj kunne to sorthalsede lappedykker og en sort glente ses samme sted, og i april måned havde en amerikansk krikand valgt at tilbringe en uges tid i Bløden over for Risø.

Under tællingerne sås en fiskeørn fouragere i fjorden udfor Skuldelev Strand. Hvad der umiddelbart lignede en imponerende damehat på Svaleø viste sig at være en flot pyntet skarv rede anbragt direkte på jorden.

På Lilleø blev fundet ynglende spidsand, og på Øksneholm sås et par muligt ynglende almindelige ryler. Sidstnævnte har ikke ynglet i Roskilde Fjord i mindst 10 år.

Fjordlandet

Andre artikler fra denne uge

Fårets Dag


Valnøddegården er den eneste gård i Nordsjælland, der har åbent på Fårets Dag. Af journalist Conny Probst SKIBBY: Lørdag den

Læs mere »

Havdal


Af journalist Conny Probst JÆGERSPRIS: På gården Havdal, hvor historie og natur mødes, tager kunstneren Jette Ellgaard og hendes far,

Læs mere »

Haveaffald


Som haveejer er man selv ansvarlig for at komme af med sit haveaffald.   Af journalist Conny Probst HUS OG

Læs mere »