Store sten til at sole sig på

Store sten til at sole sig på

SKULDELEV: Mange dyr og planter findes i så få eller små bestande i Danmark, at de risikerer at blive udryddet her i landet. Derfor er mange af dem fredet. Det er med til at sikre, at de overlever og har det godt.

Fredning er kun en af måderne til at beskytte dyr og planter. En anden måde er at bevare og pleje de steder, hvor dyrene og planterne findes.

Et af de dyr, der er færre af end tidligere, er markfirbenet, der er gået betydeligt tilbage i de sidste 100 år.

Markfirbenet er et kraftigt, kortbenet firben. Det kendes fra det almindelige firben ved at være kraftigere og med kort, højt hoved samt afstumpet snude og kan blive op til 23 cm langt.

Den findes over hele landet – mest almindelig ved kysterne.

Solbadning

Der er størst chance for at se markfirbenet, når det solbader. Det sker oftest midt på formiddagen og sidst på eftermiddagen.

Og nu skulle oddsene være forbedret betydeligt i Kildeskåret mellem Skuldelev og Østby, hvor gartner Torben Rasmussen – på initiativ fra Frederikssund Kommune – udlægger en række store marksten.

– Vi vil gerne skabe et bedre levested for markfirbenene, fortæller naturmedarbejder Sigurd Falck. Nogle af de store sten fra istiden, der er blevet presset op af jorden, er blevet fjernet gennem tiden. Nu har vi givet sten tilbage: Marksten, som Torben Rasmussen har samlet ind.

– Vi er blevet enige om, hvordan de skulle placeres. Så nu har de fredede markfirben store sten til at sole sig på. De kan også bruge dem til at gemme sig under, siger Sigurd Falck.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »