Sommerhuseffekten

Sommerhuseffekten
Campingvognen er til at få øje på. Den har sin faste plads foran SuperBrugsen i Jægerspris, hvor Feriepartner Fjordlandet snart får kontor - men den turer også rundt på Hornsherred for at inspirerer sommerhusejere til at udleje deres huse.

Brugsforening vil udleje ledige fritidshuse for at skabe udvikling i Hornsherred.
Af journalist Tomas Skov

HORNSHERRED: Sommerhuse i tusindvis står tomme det meste af året i Hornsherred, og det er skidt for ejerne, for Hornsherred og for de mange turister, der går glip af at opleve denne smukke del af Danmark på en hvilken som helst årstid.
Bare to procent af de mere end 6.000 sommerhuse i Frederikssund Kommune er til udlejning gennem et bureau. Hertil kommer potentialet i ubenyttede fritidshuse i Roskilde og Lejre.

Positiv afsmitning
På den baggrund har uddeler i SuperBrugsen Jægerspris, Søren Brøgger, indgået et samarbejde med Feriepartner Odsherred, der som en del af Feriepartner Danmark udlejer næsten 400 sommerhuse i kommunen mod vest.
Den nye satsning hedder Feriepartner Fjordlandet. Det er formelt en del af Feriepartner Odsherred, men planen er på sigt at overdrage aktiviteten til SuperBrugsen. Feriepartner Fjordlandet vil få kontor på adressen i Jægerspris, når den pågående ombygning er ved vejs ende omkring påsken 2025. Og tanken er, at flere gæster i Hornsherred året rundt kun kan være godt nyt for alle.
– Vi vil gerne tiltrække flere gæster til området, hvilket også kan understøtte vores Brugser, andre forretninger, restauranter, museer og attraktioner. Vi ved også, at jo bedre stand et sommerhus er i, jo nemmere kan det udlejes. Så dette initiativ vil også smitte positivt af på håndværkerne i Hornsherred, understreger uddeleren, som har udviklet idéen med sin bestyrelse gennem fem år.

Udvikling på lang sigt
Kulhuse er Herredets sværvægter inden for sommerhuse, men der findes også masser af potentiale i skønne pletter som Dråby, Dalbyhuse, Gerlev, Skuldelev, Hyllingeriis, Gershøj og Ejby.
– Vi fokuserer primært på Hornsherred, og det marked vil vi gerne dyrke i en tid, hvor Kulhusekroen er lukket ned, men færgen er heldigvis bevaret nogle år endnu. Vi vil gerne være med til at udvikle Hornsherred på den lange bane, fortsætter Søren Brøgger.
Indtil videre lever Feriepartner Fjordlandet i en rød campingvogn, som i uge 42 turede rundt i blandt andet Jægerspris, Kulhuse og Dalby. En medarbejder grillede pølser og uddelte brochurer, og han har allerede været på besøg hos 25 sommerhusejere for at gennemgå huset, tage billeder og udarbejde tilbud til de potentielle udlejere.

Skattefri indtjening
Den mulige indtjening for ejerne af sommerhuse er ikke ubetydelig, da skattereglerne er relativt favorable for udlejere med et skattefrit bundfradrag på knap 48.000 kroner. Herefter er 40 procent af yderligere indtjening ved udlejning ovenikøbet skattefri.
Gæster vil typisk få adgang til sommerhuset via en nøgleboks, men Feriepartner Fjordlandet opbevarer en kopi til nødstilfælde, og personalet vil altid kunne rykke ud inden for en halv time. Ydermere serviceres bureauet som en del af Feriepartner Danmark fra et kontor i Hamburg, der tager telefonen uden for almindelig arbejdstid.
– Vi er bare seks uger gamle, men de første huse er kommet ind i denne uge. Ud af dem, vi har besøgt, har omkring 60 procent aldrig udlejet før, så der ligger et stort potentiale, vurderer Søren Brøgger.

Tæt på kunderne
I den kommende tid turnerer Feriepartner Fjordlandet videre med campingvognen for at opnå en vis kritisk masse af sommerhuse i porteføljen inden højsæsonen 2025 begynder omkring påske. Samtidig bliver kunder i SuperBrugsen og de andre Brugser i Hornsherred eksponeret for tilbuddet, når de handler.
– Vi har 14.000 ekspeditioner hver uge alene i SuperBrugsen i Jægerspris. Hertil kommer de andre butikker – så vi er tæt forbundne med kunderne, siger uddeleren.
Enhver sommerhusejer kan oprette sig på Feriepartners hjemmeside, hvorefter man vil blive kontaktet med henblik på en vurdering af potentialet for udlejning.

Andre artikler fra denne uge

Frivillig jul i Skibby


Af journalist Tomas Skov SKIBBY: Martin Jacobsen og hans medarbejdere fra entreprenørvirksomheden Bakkelygård satte det store juletræ op foran Apotektet

Læs mere »

Jul i Jægerspris


JÆGERSPRIS: Årets juletræstænding i Jægerspris fandt sted søndag 1. december kl. 11-17. Det store, smukke træ fra Nordskoven tændtes af

Læs mere »