Poetisk, musikalsk og visuelt sanselig forestilling for børn i alderen 3–6 år og deres voksne.
FREDERIKSSUND: Torsdag 19. marts er der premiere i Parkteatret på børneforestillingen Solvej – en poetisk, musikalsk og visuelt sanselig forestilling for børn i alderen 3–6 år og deres voksne.
Solvej er 6 år, men lige så lille som en kagegaffel. Hendes far Frank er en helt almindelig størrelse mand, som altid bærer Solvej trygt i sin skjortelomme. Solvej lever livet ligesom alle andre børn, men på grund af sin størrelse havner hun ofte i uventede og fantasifulde situationer.
I forestillingen er Solvej og hendes far på vej til mosters bryllup. Undervejs forsvinder Solvej i en bagerbutik fyldt med kager, flødeskum og dufte. Pludselig står hun alene i en stor verden og må finde modet til selv at finde hjem igen – hjulpet af sin fantasi og handlekraft.
Solvej er en varm fortælling om tryghed, kærlighed og om at høre til. Forestillingen er fyldt med musik, sang og humor og spilles af blot to skuespillere, der sammen skaber et helt univers af karakterer, lyde og stemninger i børnehøjde.
Musikken står komponist Carsten Skov, trompetist Anders Malta, Bassist og Huskunstner Peter Price for, og de har alle tre tilknytning til Frederikssund musikskole som henholdsvis tidligere elever og undervisere.
Forestillingen varer 45 minutter og er særligt tilrettelagt de yngste publikummer med genkendelige situationer, legende musik og et visuelt univers, der inviterer børnene ind i fortællingen.
/TS
Spilledage i Parkteatret
Premiere: Torsdag 19. marts kl. 16.00
Lørdag 21. marts kl. 10.00 og 12.00
Onsdag 25. marts kl. 9.00 og 11.00
Torsdag 26. marts kl. 9.00 og 11.00
Fredag 27. marts kl. 9.00 og 11.00
Torsdag 2. april kl. 10.00 og 12.00 (Skærtorsdag)
Fredag 3. april kl. 10.00 og 12.00 (Langfredag)
Billetter kan købes via Parkteatrets hjemmeside:
https://parkteatret.dk/teater/forestillinger-shows/solvej/
Solvej er desuden en turnéforestilling og spiller over hele Danmark i 2026.








