Skovbegravelse er blevet populært i Skibby

Skovbegravelse er blevet populært i Skibby

Begraves på kirkegården, brændes, spredes over havet eller stedes til hvile i skoven? Mulighederne for hvad der skal ske med os, når vi dør, er blevet flere, og flere er begyndt at tage stilling. Det mærkes blandt andet på Selsø Skovbegravelsesplads.

SKIBBY: Der er kommet nye begravelsesformer til de senere år, hvor askespredning og skovbegravelse er steget i popularitet blandt danskerne.

Siden 2005 er askespredning over havet blevet muligt uden særlig tilladelse, og siden 2014 har skovbegravelser også været en mulighed.

Antallet af askespredninger er steget med 60 procent siden 2015, mens der er fire gange så mange, der har erhvervet sig eller reserveret en plads til urnenedsættelse i skoven i løbet af det seneste år end året før.

I foråret 2022 åbnede Selsø Skovbegravelsesplads i Østskoven ved Sønderby og Skibby. Siden åbningen har interessen været stor, og der er blevet købt eller reserveret 147 urnepladser.

– Vi har ikke engang haft skovbegravelsespladsen i et år, men vi har allerede oplevet en stor interesse. Der er mange, der ser naturen og skoven herude som et sted, hvor gerne vil have deres sidste hvilested, fortæller godsejer Johan-Philip von Malsen-Plessen.

– Efter et par år, hvor mange har været mere hjemme, er naturen blevet langt mere velbesøgt. Flere tog gåturen op under corona, og der er mange, der stadig holder fast ved den. Det ser vi generelt i skoven, og det har nok også smittet af på både kendskabet til skovbegravelsespladsen og dens popularitet, tilføjer Johan-Philip von Malsen-Plessen.

Flere vælger digitalt

I 2021 gik brancheforeningen Danske Bedemænd i luften med en digital løsning, hvor man kan notere sine ønsker i forbindelse med døden, og det er blevet taget godt imod.

– Der er flere og flere danskere, der bruger muligheden, efterhånden som det går op for dem, at det er en sikker digital løsning, hvor man kan logge ind og tilpasse sine ønsker løbende. Der var en øget efterspørgsel i 2021, hvor COVID-19 var på sit højeste, og der var megen fokus på, at sygdommen kunne medføre døden. Det er dog fladet ud igen sidenhen, fortæller branchedirektør for foreningen Danske Bedemænd, Ole Roed Jakobsen. Foto: Steen Westh

FAKTA:

• Der dør omkring 50.000 danskere hvert år.

• Fra man er fyldt 15 år, kan man i Danmark officielt tage stilling til, om man vil kremeres eller jordbegraves. Hvis man ikke selv tager stilling, er det op til de efterladte at blive enige om, hvad der skal ske.

• Første lovlige ligbrænding i Danmark blev foretaget i 1893, men ligbrænding blev først ligestillet med jordbegravelse i 1975, hvor askespredning over havet også blev en mulighed med en særlig tilladelse fra Kirkeministeriet. Denne skulle man have frem til 2005.

• I 1990 var det cirka 100 ansøgninger om askespredning over åbent hav, mens der i 2003 var 1.042.

• I 2015 valgte 2.822 at få deres aske spredt over havet, og sidste år var tallet steget til 4.581.

• I 2008 kom lovændringen, der gjorde skovbegravelser mulige i Danmark, og i 2014 åbnede den første skovbegravelsesplads i Kohaveskoven af Odense Kommune.

• I 2018 åbnede den første skovbegravelsesplads i privatejet skov ved Stensballegaard Gods i samarbejde med Horsens Kommune.

• Skovbegravelse ApS har efterfølgende åbnet i alt 15 skovbegravelsespladser i samarbejde med en række kommuner og etablerer flere løbende.

• I 2020 blev der erhvervet 370 urnepladser via Skovbegravelse ApS, mens det i 2021 var 1.400.

Skibby

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »