RYE: Onsdag 21. januar kl. 19.30 spiller klavertrioen Trio Ismena koncert i Rye Kirke. De tre kvinder kan snart fejre deres 20-års jubilæum som trio. Monika Malmquist (violin), Ida Nørholm (cello) og Christine Raft (klaver) har som Trio Ismena markeret sig tidligt som prisvindere i Trondheim International Piano Trio Competition 2007 og som vindere af P2’s Kammermusikkonkurrence i 2009.
Siden har de høstet stor erfaring og anerkendelse ved en omfattende koncertvirksomhed i Danmark og udlandet.
I Rye Kirke vil de spille et blandet program af klassiske og nyere værker. Koncerten var egentlig programsat i august, men måtte aflyses på grund af sygdom, men nu vender de tre kvinder stærkt tilbage.
/TS







