LEJRE KOMMUNE: Onsdag 1. oktober fik Lejre Kommune en viceberedskabschef, som kommer med solid erfaring fra tilsvarende stillinger. Valget til den nyoprettede stilling er faldet på Thomas Emil Hammerum, der har været ansat i en tilsvarende stilling i Egedal Kommune. Her har han også været konstitueret som chef for beredskabet.
Thomas Emil Hammerum har arbejdet på beredskabsområdet siden 1998. Senest har han været beredskabsinspektør i Nordsjællands Brandvæsen, hvor han også har opbygget stærke kompetencer på det forebyggende område. Desuden har han en diplomuddannelse i ledelse og er censor på beredskabsfaglige uddannelser hos Beredskabsstyrelsens skole i Tinglev.
Afløser på boren
Lejre Kommunes borgmester byder viceberedskabschefen velkommen.
– Der er flere grunde til, at vi skal have en stærkere ledelse af vores beredskab. Det er nødvendigt, at vi har en afløser ‘på broen’, når beredskabschefen ikke selv er til stede. Samtidig får beredskabet i denne tid mange nye opgaver, og de handler om meget andet end at slukke brande. Så jeg er glad for, at Lejre Brandvæsen så hurtigt har været i stand til at ruste op, siger Tina Mandrup.
Thomas Emil Hammerum ser frem til opgaverne i Lejre Kommune.
– Det er mit indtryk, at Lejre Brandvæsen består af særdeles dedikerede medarbejdere, og at de er stolte over at være en del af et lokalt brandvæsen. Desuden er det tydeligt at mærke, at Lejre Kommune virkelig ønsker at udvikle og bruge beredskabets kompetencer, så vi sammen kan træffe hurtige og rigtige beslutninger, hvis vi står i nye og ukendte situationer i en usikker tid. Vi skal altid være parate, siger han.
Ny inspektør
Udover jobbet som viceberedskabschef er der også oprettet en ny stilling som beredskabsinspektør på det operative område. Her har Lejre Brandvæsen ansat Michael Juel, der har mere end
10 års erfaring som beredskabsmester ved Beredskab Fyn.
Michael har en diplomuddannelse i ledelse og han har arbejdet på beredskabsområdet siden 1995. Michael har siden 2020 været medlem af FOA’s faglige udvalg for Brand og Redning.
/TS