Nu kan man søge penge til sit eget natur-projekt

Nu kan man søge penge til sit eget natur-projekt
Foto: Adam Grønne

Alle kan være med til at begrænse biodiversitetskrisen ved at give naturen mere plads. Derfor støtter Den Danske Naturfond foreninger og ildsjæle, som vil lave deres eget naturprojekt. Der er 15 millioner kroner i puljen.

NATUREN: Er der blevet færre insekter? Mangler der et farverigt flor af vilde planter på engen eller i mosen? Skal der flere ørreder i det lokale vandløb? Eller skal frøer og tudser kvække i sø og vandhuller?

Nu er chancen der.

Mange drømmer om at hjælpe naturen og gøre en reel forskel for dyr og planter, hvor de bor.

Men det kan være svært at realisere drømmen, fordi det er for dyrt.

Nu hjælper Den Danske Naturfond med at gøre natur-drømme til virkelighed.

Private lodsejere, foreninger og organisationer kan søge Naturfonden om penge til deres lokale naturprojekt, der skal give vilde dyr og planter flere og bedre levesteder til lands eller til vands.

Erfaringen viser, at det nytter

Naturfonden har tidligere støttet 50 lokale naturprojekter.

Erfaringerne herfra er gode, og derfor har Naturfonden besluttet at hjælpe endnu flere med at gøre deres natur-drømme til virkelighed.

– Mange ildsjæle arbejder hårdt for at give naturen bedre vilkår i sø, å, eng og skov. Deres store arbejde og høje engagement fortjener en håndsrækning, som forhåbentlig kan inspirere andre til at gå i gang, fortæller Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond.

De mange nye projekter er en ekstra indsats oven i Naturfondens øvrige arbejde med at opkøbe, beskytte og genoprette store naturområder 20 forskellige steder rundt i hele Danmark.

Flere end 2.400 arter i fare for at forsvinde helt fra den danske natur, og derfor er der brug for så mange bidrag som muligt.

Fakta

Naturfonden har i alt støttet 50 naturforbedrende natur-projekter i hele landet siden 2016.

Det har hjulpet naturen på cirka 2.600 hektar. Det svarer til mere end 3.600 fodboldbaner.

Det er fjerde gang, Naturfonden støtter private naturprojekter. Det skete også i 2016, 2018 og 2021.

Naturfondens støtte til lokale naturprojekter sker via øremærkede midler fra Naturfondens grundkapital.

Sådan søger man

Den gode ide tæller.

Projekter, der skaber de fleste gode levesteder til insekter, planter, frøer, fugle og fisk, vil få støtte.

Det gælder både på land og i havet. Det gælder både i skov og på mark.

Det lokale engagement og drivkraften i lokal forankring er også vigtig ved uddeling af den nye pulje.

Man kan søge nu. Bliver man udvalgt til støtte, forventes opstart efter sommerferien 2024.

Andre artikler fra denne uge