Den mørke tid er over os. Ikke kun i Hornsherred, men i hele landet. Dagene er korte, mørke og kulden minder os om, at vinteren så småt har taget fat. For mange kan det føles tungt – men for mig vækker det også varme minder. Jeg havde en tryg barndom, hvor julen var fyldt med lys, latter og duften af gran. De bedste juleminder var dem, hvor vi sad samlet, trygge og glade, med hjerter fulde af forventning.
Selvom min lillebror ikke er hos mig mere, er julen stadig en tid med kærlighed og mange varme følelser. Min familie og særligt mine to sønner. Jeg elsker, når vi tænder vores juletræ i Lyngerup og sneen daler ned på vores stråtækte hus – kattene leger med julepynten, og jeg nyder den ro, som årets sidste måned giver. Valgkampen er overstået for denne gang og mine batterier kan lades op sammen med gode positive mennesker, om det er til kor, til familiehygge eller sammen med veninderne.
Men sådan er det ikke for alle. Der er familier, hvor julen ikke er forbundet med tryghed, men med store udfordringer og bekymringer. Nogen kalder det, at livet rammer. For det rammer nogle familier hårdt. Det er svære ord at læse, når jeg sidder og kigger ansøgningerne igennem og ringer til de nye familier, der søger om hjælp. Det er et kæmpe ansvar at påtage sig. Og det gør ondt. Ondt, fordi jeg ved, at bag hver eneste ansøgning om julehjælp til os i Julehjerter, gemmer der sig en historie – en familie, et barn, en hverdag, hvor bekymringerne fylder meget mere end overskuddet til at have fokus på julegaver og julelys. Ondt, fordi jeg virkelig bekymrer mig om, hvorvidt vi i Julehjerter når årets mål. Nemlig at kunne hjælpe alle, der søger.
Tanken om, at vi ikke kan hjælpe alle – men alle kan hjælpe én – bliver voldsomt udfordret af den stigende mængde af ansøgninger siden 2019. Det er virkelig voldsomt. I 2019 var der 20 familier, der søgte – i år nærmer vi os 125.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på kontrasten til min egen privilegerede barndom. Vi var ikke rige – men vi havde tag over hovedet, mad i maven og tøj på kroppen. Jeg var heldig. Mine juleminder er fyldt med hygge, varme og glæde. Og det er netop derfor, det gør så ondt at vide, at mange børn og familier ikke har den samme oplevelse. At julen for dem kan være en tid med savn og uro.
Men jeg tror på, at vi sammen kan ændre det. At vi kan tænde lys i mørket – ét hjerte ad gangen. Når vi giver lidt af os selv, skaber vi håb og varme, der rækker langt ud over december. I Roskilde samler vi ind gennem Julehjerter, så familier, der har det svært, kan få en jul, der minder om den, jeg selv var så heldig at opleve.
Du kan læse mere og støtte på www.julehjerter3630.dk. Hver donation og gave er et skridt mod en jul med smil, tryghed og kærlighed. For håbet lever i os alle – og sammen kan vi gøre mørket til lys.
