Østergård Frugt & Most har både produktion og egen gårdbutik, der åbner i uge 35.
Af Tomas Skov
DALBY: Østergård Frugt & Most blev etableret i 1938 under navnet Græsted Mostfabrik, og den er siden fortsat som en familiedrevet virksomhed, der nu er nået til tredje generation. Som tredje generation frugtavler er det i dag Christian Hemming Hansen, der holder gang i hjulene på Østergård Frugtplantage, hvor frugten håndplukkes fra de over 16.000 træer og størstedelen af den bæredygtige produktion finder sted.
– Virksomheden lå stille fra omkring 1980 og frem til 2000, hvorefter jeg gik i gang. Nu har vi en fabrik, fortæller Christian Hemming Hansen, der driver Østergård Frugt & Most sammen med sin kone, Majbritt.
De beskæftiger 5-7 ansatte, der alle er engageret i produktionen af blandt andet most, saft og lemonade fra de bedste danske frugtsorter. Virksomhedens største opskrift på succes ligger netop i de unikke, gamle frugtsorter og en skånsom produktion, der sikrer en optimal balance mellem sødme og syre.
Gang i butikken
Efter sin overtagelse tidoblede Christian Hemming Hansen virksomhedens areal fra 170 til 1700 kvadratmeter, idet han pillede hele mosteriet ned og byggede fabrik med alt under ét tag
– Jeg har arbejdet på det lige siden, fortæller den mandlige moster, der både betjener sig af moderne teknik, egen biavl og vindenergi for at sikre en både rentabel og bæredygtig produktion.
I alt råder Østergård Frugt & Most over 12 hektarer med æbler, hvoraf hovedparten bliver til most, mens en mindre andel går til gårdbutikken, som åbner i uge 35.
– Vi har hele mostlinjen i alle varianter, og så kan man købe æbler fra plantagen, efterhånden som sorterne er klar, lover mosteren.
Man kan imidlertid også indlevere sine æbler i gårdbutikken, hvor de så bliver vejet. For hver ti kilo får ejeren godt fem liter most med hjem for 75 kroner.
– Det er en service for folk. Pressen tager syv tons i timen, så vi kan ikke lave folks egen, personlige most, understreger Christian Hemming Hansen, der har travlt året rundt på gården.
– Jeg pressede 33 kasser á 350 kilo æbler på 2,5 time i går. Det bliver til 8.000 liter most, fortæller mestermosteren.