Marked for mad, kunst & livsstil ved Selsø Slot

Marked for mad, kunst & livsstil ved Selsø Slot
Udstillerne dækker et bredt spekter indenfor netop mad, kunst og livsstil og mange er lokale producenter, kunsthåndværkere og kunstmalere. Foto: Selsø Slot

SELSØ: Søndag 15. juni kl. 10-16 arrangerer Selsø Slots Venner og Herregårdsmuseet for femte gang et stort marked foran Selsø Slots smukke hovedbygning.

Udstillerne dækker et bredt spekter indenfor netop mad, kunst og livsstil og mange er lokale producenter, kunsthåndværkere og kunstmalere. Der kommer så mange udstillere, at hele lindealléen bliver fyldt.

Der er et flot udvalg af glaskunst, keramik, smykker, malerier, brugskunst, pileflet, træarbejder, patchwork, garn og strikvarer af alpaca og får, hatte og tasker, tilbud om massage, cremer, velværeprodukter, syltevarer, honning, naturslik, vin og øl, friske grøntsager og planter, og meget mere.

Mad og oplevelser
Sulten og tørsten kan stilles med flæskestegssandwich, pølser, vegetarisk mad, lokal øl, kaffe, kager og is. Børnene kan få en træktur til hest eller gå ad oplevelsesstien i skoven eller besøge slottet, som har tre forskellige findelege.

Perdido Trio spiller på teltpladsen og kl. 15 er der fællessang på gårdspladsen.

I år koster det et symbolsk beløb at komme til markedet – indtægter som går ubeskåret til museets vedligehold. Parkering findes v. kirken, Selsøvej 28, 4050 Skibby

/TS

Andre artikler fra denne uge