Mange forskellige holdninger i S gør arbejdsklimaet vanskeligt

Mange forskellige holdninger i S gør arbejdsklimaet vanskeligt

Af Michael Tøgersen
byrådsmedlem  Venstre 


Socialdemokratiet er gået i selvsving omkring hastighedsbegrænsninger i kommunen. I denne som så mange andre sager er alle synspunkter repræsenteret indenfor eget parti. 

Partiformanden vil reducere farten ubeskrivelig mange steder i kommunen og endda indføre forskellige hastigheder på samme vej mange steder. Det vil plastre det halve af kommunen til med skilte. Man vil som bilist blive meget forvirret, og det vil udløse et hav af fartbøder. 

En anden fra partiet er enig med det borgerlige flertal i, at der er enkelte steder, hvor man med fordel kan reducere farten, hvor der f.eks. er børn, men ellers kører langt de fleste jo rigtig fornuftigt i trafikken. 

Flere steder er der målinger, der viser en gennemsnitshastighed på ca. 30 km. i timen, selvom man må køre 50, hvilket skyldes, at de fleste kører efter forholdene. Når der endelig kommer en fartbølle, så vil denne køre vanvittigt, uanset om det er 30 eller 50 km. 

Nu kommer så det 3. medlem af S på banen og siger, at fart dræber. Det gør trafik jo ulykkeligvis, og det er der jo desværre ikke noget nyt i, men skal vi så indføre 10, 20, 30, 40 og 50 km zoner eller måske bilfri by? Det vil det i forvejen trængte handelsliv sikkert værdsætte. 

Kunne S ikke blive enige med sig selv om, hvad de vil? Når det er sket, så kan vi konstruktivt debattere hastigheder, for det er utrolig svært at skulle debattere med hver enkelt i partiet, for det fører ingen vegne. 

Det førnævnte 3. medlem gør indirekte det borgerlige flertal i Teknisk Udvalg til syndebukke for trafikofrer. Endvidere beder han om facts, hvilket er præcist, hvad Forvaltningen har leveret, hvis man læser sagen.

Et andet forhold er hele økonomidelen, idet de mange skilte koster en formue at sætte op, ligesom det vil være obligatorisk at sætte chikaner op, hvis ikke skiltningen får den ønskede effekt. 

De penge kan kommunen med fordel bruge bedre på skoler, institutioner, ældrepleje mm. Jeg er ked af at sige, at det er i denne som i utrolig mange andre sager i byrådet virkelig vanskeligt at debattere med et parti, som har alle holdninger i egne rækker. 

Dette er symptomatisk for arbejdsklimaet i byrådet, som er blevet vanskeligt pga. af et Socialdemokrati, der næsten aldrig er enig med sig selv. 

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »