Lundebjerggård bringes i knæ med voldsomme prisstigninger

Lundebjerggård bringes i knæ med voldsomme prisstigninger

Læserbrev

Af Jørgen Olsen, Skibby

Lundebjerggård, Aktivitetscenter for Seniorer i Frederikssund Kommune er mange gange blevet fremhævet som noget enestående i Danmark. Delegationer fra andre kommuner har besøgt stedet for at høre nærmere – for måske at skabe et lignende center i deres kommune.

De frivillige i Centerrådet, og alle øvrige frivillige i huset, har været pavestolte over at kunne vise stedet frem og inspirere gæsterne.

Borgmesteren har udtrykt ægte stolthed over den måde, stedet skaber livskvalitet hos borgerne. Også andre politikere har benyttet imposante ord om stedet. Konklusion: Lundebjerggård har været en gevinst for kommunen. Et flot udstillingsbillede.

Besøgstallet er ca. 1500 om ugen. Der er åbent 365 dage om året. De cirka 80 frivillige bruger tid og kræfter på at gøre stedet til en succes. Eneste på lønningslisten er køkkenlederen.

Et trækplaster, og en forudsætning for stedets popularitet er Cafeen, der bliver besøgt flittigt. Den årlige omsætning er ca. kr. 1,2 million. Mange får deres daglige måltid i cafeen, og der knyttes venskaber, der samtales og ensomhed bekæmpes således.

Ved næsten hver eneste budgetforhandling er Lundebjerggård i spil. Sidste gang ville man med et forslag spare en køkkenassistent og skære på Cafeens gode tilbud. Efter en indsamling af protester (over 300) og grundige skriftlige høringssvar blev forslaget lagt i graven.

Eller gjorde det? Nej, for nu skal der skrues op for priserne i Cafeen Man har vedtaget et forslag, hvor der er prisforhøjelser på helt op til 150%. Cafeen skal nemlig omsætte for yderligere kr. 350.000. Mangler der gæster i Cafeen? Nej, i de to sidste år er det med flid lykkedes at skabe en stor tilstrømning, ved de utroligt mange tilbud, aktiviteter og arrangementer – hvilket betyder, at cafeen er flittigt besøgt og omsætningen stadig vokser.

Prisstigningerne vil få afgørende betydning for mange af de faste brugere. De skal fremover regne med en ekstra udgift på ca. 450 kroner om måneden. Pensionen stiger med kr. 200.

Mange vil således være nødt til at vælge Lundebjerggård fra. Det er ‘farligt’ og økonomisk kortsigtet, for man kan forudse, at mange vil holde sig hjemme og de mister den livskvalitet og ‘sundhed’ der er forbundet med det gode fællesskab på Lundebjerggård – følgen er ensomhed, dårligdom. Udgiften kanaliseres således over på en anden kommunal kasse og bliver sikkert mangefold større end ‘provenuet’ ved de massive prisstigninger.

Naturligvis skal priserne af og til justeres. Det kender alle til, men med op til 150%?

Kunsten at drive forretning er at sætte en skarp pris, ikke en overpris så kunderne bliver væk. Har man ikke føling med ‘markedet’?

Det er en våd klud i ansigtet på de mange frivillige, der har gjort det til en æressag at fortsætte med at udbygge succesen. Det er dybt urimeligt. Vil de være motiverede til at være lige så engagerede? Næppe. Så er Lundebjerggård i sandhed helt på knæ.

Andre artikler fra denne uge