Løb i 25 år

Løb i 25 år

Hjerteforeningens Motionsklub i Jægerspris fejrer 25 år med Grevinde Danner-løbet. Det sker ved et jubilæumsarrangement for store og
små søndag den 7. april.

JÆGERSPRIS: Grevinde Danner-løbet så dagens lys for 25 år siden og udsprang fra Hjerteforeningens Motionsklub i Jægerspris, der var startet et par år tidligere. En lille gruppe lokale løbere fik ideen til at starte et løb, de gav navnet Grevinde Danner-løbet. Der er gode løbemuligheder i naturen rundt om Jægerspris med blandt andet to skove lige uden for døren. 

Gennem årene er deltagertallet steget markant og toppede for tre år siden med 1.350 deltagere. De sidste par år har omkring 1.000 snøret løbeskoene og er løbet med.

Der er en masse at opleve for hele familien, og mens løberne er afsted på ruterne, kan tilskuerne gå en tur i og omkring Jægerspris Slotspark, der grænser op til Kulturhuset Rejsestalden.

Jubilæumsdagen
Dagen starter klokken 10  ved Rejsestalden på Hovedgaden 29A med lurblæsere fra Frederikssund Vikingespil. Derefter byder Hjerteforeningens administrerende direktør Anne Kaltoft og motionsklubbens formand Bodil Grum-Schwensen velkommen, og 25-års veteranerne fejres.

Søren Bryde, formand for Jægerspris Netværk, starter hovedløbene og Nils Sættem, direktør for Kong Frederik VII´s Stiftelse, starter børneløbet. 

Der er målområde ved Rejsestalden. Efter løbene får de hurtigste løbere overrakt præmier og blomster på scenen ved Kulturhuset Rejsestalden. Desuden uddeles der mange lodtrækningspræmier. Alle børn får medaljer, når de passerer målstregen og en isbon, der kan omsættes til en vaffelis.

Efter løbet er der varm suppe, brød, saft, vand, gulerødder og frugt til løberne på festpladsen ved Rejsestalden. 

Der er fire ruter at vælge mellem: en halvmaraton, 10 kilometer, et 5,6 kilometers løb og et børneløb på 2 kilometer. Løbene foregår på gode skovveje i læ for vind og vejr med kortere åbne strækninger på asfalt.

 Der er væskedepoter med vand og saft for hver fem  kilometer.

Man kan se mere om tilmelding, frister og tidtagning på motionsklubbens hjemmeside: jaegersprismotion.hjerteforeningen.dk


Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »