Landmanden, færgemanden og konflikten, som ingen ønsker

Landmanden, færgemanden og konflikten, som ingen ønsker

Papirløs aftale har ført til færgekaos og fjendskab mellem to gamle jagtkammerater på Orø.

Af Tomas Skov

HAMMER BAKKE: – Det var måske naivt at tro på et håndslag. Vi havde en god aftale – den er bare svær at bevise, når vi ikke har skrevet kontrakt, erkender Michael Kousted, der er direktør på Østre Færge, der sejler mellem Hammer Bakke og Orø.
Den mundtlige aftale med landmanden og kammeraten Hans Ingemann handler om en lade, som Michael Kousted lejede i en periode. Landmanden mener, at de havde en aftale om nedsat leje, forudsat at færgemanden nedtog et korntørringsanlæg og støbte nogle gulve. Michael Kousted mener derimod, at de havde en aftale om, at han renoverede laden med henblik på at skulle købe den. Af samme grund brugte færgemanden ifølge egne opgørelser godt en halv million kroner på renovering af laden, hvorpå landmanden i april ender med at sælge den til anden side.

Alle taber
På den baggrund mener Michael Kousted, at Hans Ingemann skylder ham en halv million kroner, og indtil de er afregnet, har færgedirektøren nedlagt et forbud, der udelukker landmanden og alle hans samarbejdspartnere fra at benytte den private færge.
Således må svinetransporter og landbrugsmaskiner nu udelukkende sejle med den kommunale Færgefart mellem Orø og Holbæk, hvilket er surt for både landmand, øboer og turister. Det er i øvrigt også surt for Østre Færge A/S, der angiveligt tjener omkring 400.000 kroner om året på transporten af køretøjer og landbrugsmaskiner fra Hans Ingemanns virksomhed.
Landmanden afviser selv at skylde Michael Kousted eller hans færgeselskab noget.
– Hvis du laver forbedringer på et lejemål, så er det for egen regning og risiko. Jeg ville have tre millioner kroner for laden, og han ville kun give 2,5 millioner, så jeg solgte til en anden, og så var helvede løs, fortæller Hans Ingemann, der siden april har måttet bøvle med kun at benytte færgen til Holbæk.
– Michael skrev, at jeg skulle omstøde handlen, hvis jeg fortsat ville benytte Østre Færge. Det opfatter jeg som afpresning. Det er ret vildt, og det kan simpelthen ikke passe, at man kan tryne folk på den måde, fortsætter landmanden, der anslår at være færgens største kunde gennem de sidste ni år.

Gamle venner
Michael Kousted ærgrer sig over optrapningen i konflikten, som han kunne se løsningen på, hvis han kunne få kontakt til Hans Ingemann. Det har han ifølge eget udsagn ikke kunnet, hvorfor han har stævnet landmanden.
– Han ringer og siger, at han har solgt laden, da jeg er på vej på skiferie. Jeg har en halv million i klemme, men han er helt ukontaktbar derefter. Jeg skriver til ham fire gange uden svar, og vi indsender så en stævning i håb om, at han vil reagere. Det er svært at komme i dialog. Jeg har da fuld forståelse for, at man kan tale om størrelsen på beløbet, men Hans Ingemann ønsker ikke at deltage, og så stopper samarbejdet jo, siger færgemanden.
De to har været kammerater siden 2018, hvor de begge blev engagerede i henholdsvis landbrug og færgefart på øen.
– Vi var begge nye på øen. Vi går på jagt sammen og har et godt og tillidsbaseret forhold. Jeg kan rigtigt godt lide Hans, og derfor er jeg ærgerlig over rygterne herovre på øen. Jeg er pissetræt af det her show, og jeg er ked af, at Hans og jeg skal gå sådan fra hinanden, siger Michael Kousted.

Klar ved telefonen
Færgemanden ønsker ikke at bidrage til det, han kalder ’øskadelig virksomhed’, og han er også ved at være mæt af rygterne på øen og samtalerne med snart alle nationale medier, efter Hans Ingemann henvendte sig til Transportministeriet om sejlforbuddet.
– Hans har mit nummer, og jeg vil meget gerne tale med ham. Alt kan diskuteres, og det bliver sjældent bedre, når der kommer advokater indover. Hans har fået en fin lade, og den har andre så fået glæde af. Vi er ikke interesserede i at genere manden. Han skal jo tjene penge, så han kan betale den regning, han skylder os, siger Michael Kousted.

Den private Østre Færge sejler fra Hammer Bakke og har plads til langt flere køretøjer end den kommunale færge mellem Holbæk og Orø. Foto: Østre Færge A/S

Andre artikler fra denne uge