Kaffeklubben er klar

Kaffeklubben er klar

SKUDELEV: Den 1. januar 2015 startede Kaffeklubben i Skuldelev.

Så arrangørerne bag er i gang med deres niende år.

– Det er helt utroligt at tænke på. Lige siden opstarten har vi hver mandag klokken 14 mødt mennesker med en kop kaffe/the, kage og snak – og så holder vi ferie i maj, juni, juli og august, fortæller Nanny Kragh Mortensen.

Mandag den 18. september er det tid til igen at kigge forbi Skuldelev Hallens cafe.

– Man kan komme forbi hver mandag, og cirka en gang om måneden er der et eller andet foredrag m.v, forklarer hun.

Efterårets program er lagt:

Mandag den 18. september fortæller Nanny Kragh Mortensen om en ferie på Island med geyser, vandfald og spruttende gløder fra jordens indre og andre geologiske spidsfindigheder.

Mandag den 2. oktober er der ”Kvit eller Dobbelt” om OL – og Bjarne Sveegaard har lovet at fortælle om, hvordan det var at blive et så kendt ansigt i Danmark, og hvordan han fik samlet og gemt så meget viden i hovedet.

Mandag den 6. november kan man høre om Frederikssunds nye S-togs station med smukke gyldne fraktaler.

Den 4., 11. og 18. december bliver der julet. Det nye år begynder med en Nytårskur den 8. januar.

Kig indenfor

Kaffeklubben startede, dengang man talte meget om ensomhed. Det har vist sig, at de, der møder op, nyder et par times snak med andre venlige mennesker og har lyst til at være en del af et fællesskab, fortæller Nanny Kragh Mortensen.

– Vi forsøger efter bedste evne at byde nye indenfor. Er man i tvivl om, hvorvidt det er noget for en, så kig indenfor, lyder opfordringen.

Netværket, der driver Kaffeklubben, består af ni kvinder, der på skift brygger kaffe/the, dækker bord, bager kage og tager opvasken.

Andre artikler fra denne uge