Læserbrev
Af Jeanette Hassel, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti
Jeg har selv været pårørende mange gange. Jeg ved, hvordan det føles at bære ansvaret, bekymringerne og kærligheden – mens systemet nogle gange halter. Man vil gøre det rigtige, men ender ofte med at føle sig utrolig alene og overladt til sig selv.
Frederikssund Kommune har faktisk en god pårørendepolitik. Men den skal ud og leve. Det nytter ikke, at den kun står på papir, hvis medarbejderne ikke kender den eller bruger den i hverdagen. Politikken skal være et aktivt redskab, der gør en forskel for dem, der hver dag står midt i omsorgen for et menneske med behov for støtte.
En stor styrkelse af området ville være at ansætte en pårørendevejleder – præcis som Bedre Psykiatri foreslår og som flere efterspørger. En sådan funktion kan sikre, at pårørende får den information, vejledning og støtte, de har brug for – og at deres viden og erfaringer bliver inddraget, så vi skaber bedre løsninger for alle.
Vi skal tage de pårørende alvorligt. Ikke som ekstra hænder, men som mennesker, der kender deres kære bedst og vil dem det bedste. Som konservativ byrådskandidat vil jeg arbejde for, at vi sætter de pårørende først – med respekt, inddragelse og tillid. For det har jeg selv manglet.
At give pårørende den plads og anerkendelse, de fortjener, er ikke bare en investering i dem. Det er en investering i vores fælles trivsel og velfærd. Lad os få politikken til at leve – og lade de pårørende mærke, at vi ser dem og står sammen med dem.