JAS udnævner æresmedlemmer og vælger bestyrelse

JAS udnævner æresmedlemmer og vælger bestyrelse
Bente Skipper og Kjeld Riis Petersen blev meget rørte over at blive udnævnt til æresmedlemmer i JAS. Bente er senest set som Vera i ”Vimmersvej,” og mange vil kende Kjeld som røveren Kasper i ”Folk og røvere i Kardemomme By.” Foto: Kimmi Amanda Maimoni

JÆGERSPRIS: Ved generalforsamlingen i Jægerspris Amatør Scene (JAS) blev to skuespillere udnævnt til æresmedlemmer: Bente Skipper og Kjeld Riis Petersen. Der var både genvalg og nye ansigter i bestyrelsen efter generalforsamlingen.
Under punktet Eventuelt udnævnte formand Steen Pedersen og næstformand Lone Anker Rasmussen de to æresmedlemmer. Begge er mangeårige medlemmer af JAS – Bente Skipper har været med, siden foreningen blev stiftet i 1980.
De to var meget rørte over æren. Bente Skipper sagde, ”Er der en sufflør til stede? For jeg mangler ord!”
Foruden æren vil de to modtage statuetten Dagny, der er opkaldt efter en af stifterne af JAS.

Penge til renovering
Inden udnævnelsen havde generalforsamlingen hørt formandens beretning. Den beskrev en forening med mange aktiviteter og en god økonomi. Samtidig trænger en række vedligeholdelsesprojekter sig på, så derfor har bestyrelsen afsat 150.000 kr. i budgettet til renovering og 35.000 kr. til nyt udstyr til teatret.

Efter valget på generalforsamlingen består bestyrelsen af formand Steen Pedersen, Lone Anker Rasmussen, Charlotte Raagaard Larsen, Jan Thykjær, Nicolai Smed, Julie Lindbjerg Bak, kasserer Torben B. Sørensen og ungdomsrepræsentant Mikkel Diekelmann Juul Bendixen. Niels Offersen og Henrik Lund er suppleanter.

Generalforsamlingen fandt sted den 25. marts i JAS.

Næste aktivitet i JAS er forestillingen ”En fucking musical?!”, som junior/ungdomsholdet opfører den 1.-2. maj. Billetter kan købes på www.jas-teater.dk

Andre artikler fra denne uge