Internationalt cykelløb snitter Hornsherred

Internationalt cykelløb snitter Hornsherred
Med start i Roskilde og mål i København går herrenes rute i Copenhagen Sprint blandt andet gennem Hornsherred. Foto: Dan Møller

HORNSHERRED: Den 21. – 22. juni 2025 skydes Danmarks første tilbagevendende UCI World Tour cykelløb for mænd og kvinder, Copenhagen Sprint, i gang i Roskilde med mål i København. Ruten går gennem Frederikssund Kommune, så der bliver rig mulighed for at se nogle af verdens bedste cykelryttere og sprintere køre på gader og landeveje, når de blandt andet hjuler gennem Tørslev Hage, Lyngerup, Gerlev, Lundehuse og Jægerspris.

Også for børn
De yngre borgere kan blandt andet deltage i et børnecykelløb. Det bliver gratis at deltage i, og en del af ruten bliver på den officielle cykelrute som cykelrytterne senere på dagen skal køre.
Derudover bliver der forskellige ”kom-og-prøv” aktiviteter, ligesom der arbejdes på muligheden for at opsætte en storskærm så man kan følge løbet hele vejen fra starten i Roskilde til målet i København.

Over broer og fjord
Borgmester i Frederikssund Kommune, Tina Tving Stauning (A) ser frem til den store begivenhed.
– I Frederikssund Kommune glæder vi os til at tage rigtig godt imod de allerbedste kvindelige og mandlige cykelryttere, når de passerer igennem vores smukke kommune med land, by, broer og fjord. Jeg håber, at rigtig mange borgere vil være med til at heppe cykelrytterne frem. Vi skal nok gøre vores her i Frederikssund Kommune til at det bliver en god, sikker og festlig afvikling af to spændende cykelløb hen over weekenden. Og så er cykelløb af den kaliber jo også med til at sætte spot på, at cyklen er et fantastisk transportmiddel, siger hun.

Damerne først
Den 21. juni kører kvinderne og dagen efter kører mændene. Begge dage vil der være cykelryttere på gader og landeveje i Frederikssund, men ruterne gennem Frederikssund Kommune er lidt forskellige for henholdsvis mænd og kvinder.
Kvinderne kommer sydfra ad Frederikssundsvej og kører gennem Vinge videre mod Frederikssund via Ågade. Derefter nordud af Frederikssund forbi Græse Bakkeby og Græse inden de fortsætter mod Hillerød.
Mændene kommer også sydfra ad Frederikssundsvej, men kører over Kronprinsesse Marys Bro og via Gerlev og Kronprins Frederiks Bro til Frederikssund. Derefter nordud af Frederikssund forbi Græse Bakkeby og Græse, inden turen går videre mod Hillerød.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Pyromanbrand på rådhuset


31-årig brandstifter varetægtsfængslet efter omfattende brandskader på kommunens rådhus. FREDERIKSSUND: Flere medarbejderen på Frederikssund rådhus mødte onsdag morgen 16. april

Læs mere »

Succes med plan B


SKIBBY: Med et sent afbud fra foredragsholderen havde bestyrelsesmedlemmerne i Historisk Forening for Skibby-egnen måtte lægge en hurtig nødplan for

Læs mere »