Læserbrev
Af Kim Jørgensen, Ph.d.
Siden kommunalvalget i Frederikssund har der udviklet sig en debat om lokalpolitikeres habilitet, økonomiske interesser og grænserne for, hvad man som folkevalgt kan og må. Diskussionen har været præget af både frustrationer og misforståelser, og derfor kan det være nyttigt at vende tilbage til fakta: Hvad siger lovgivningen egentlig om inhabilitet? Hvilke situationer gør, at en politiker skal trække sig fra en sag? Og hvorfor er det så vigtigt i et lokaldemokrati som vores?
Dette læserbrev har til formål at give et sagligt overblik over de regler, der beskytter borgerne mod magtfordrejning og skjulte særinteresser og at vise, hvorfor habilitet ikke er et teknisk spørgsmål, men et grundlæggende demokratisk princip.
Inhabilitet er et af de mest centrale, men også mest misforståede principper i lokalpolitik. Kommunalpolitikere lever og virker i de samme lokalsamfund, hvor de træffer beslutninger med vidtrækkende betydning for vækst, boligudvikling, skoler, plejehjem og lokalplaner. Det gør lokalpolitik både nærværende og sårbart. For når politiske beslutninger, der påvirker naboer, ejendomsværdier, lokale erhverv og konkrete byggeprojekter, kolliderer med politikeres private interesser, udfordres selve grundlaget for tillid og legitimitet i den kommunale beslutningsproces.
Ifølge Forvaltningslovens §3 foreligger der inhabilitet, når der er “omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed”. En politiker behøver ikke have gjort noget forkert for at være inhabil. Det er nok, at situationen kan se ud som om, vedkommende kunne have en særinteresse. Borgerne skal aldrig være i tvivl om, at beslutninger træffes på et sagligt grundlag.
I lokalpolitik opstår disse situationer ofte. Politikere bor som naboer til lokalplanområder, ejer virksomheder der påvirkes af kommunale beslutninger, eller har stærke private relationer i lokalsamfundet. Derfor er habilitetsvurderinger ikke juridiske formaliteter, men helt afgørende for at beskytte demokratiet mod magtfordrejning og utilbørlig interessevaretagelse.
Kommunestyrelsesloven §14 fastslår derfor, at et medlem af kommunalbestyrelsen ikke må deltage i behandlingen af en sag, hvis vedkommende er inhabil og medlemmet skal forlade mødet under sagens behandling. Habilitet handler både om borgernes tillid, beslutningernes legitimitet og politikernes egen integritet.
Samtidig indeholder lovgivningen et strafferetligt lag. Straffeloven §144 forbyder udnyttelse af offentlig stilling til egen fordel, og §§122–124 kriminaliserer bestikkelse og utilbørlig påvirkning. Reglerne er netop skabt for at forhindre skjulte modydelser og særhensyn, som kan underminere den demokratiske beslutningsproces.
Men spørgsmålet om inhabilitet handler ikke kun om økonomi. Folketingets Ombudsmand har flere gange understreget, at habilitet også kan være påvirket af relationer, venskaber, personlige konflikter eller tidligere engagement i sagen. Det afgørende er, om der kan være tvivl om politikerens evne til at træffe en saglig beslutning. I en mindre kommune, hvor netværk er tætte og relationer mange, er det derfor ofte nødvendigt at praktisere en høj grad af selvkontrol og transparens.
Case: Vejle-sagen – når privat interesse og politisk rolle kolliderer
Den omfattende sag fra Vejle Kommune i 2008 illustrerer, hvor komplekse habilitetsspørgsmål kan blive, når lokalpolitikere også er borgere og naboer til det område, der planlægges.
Sagen handlede om udvidelsen af et bolig- og butiksområde ved Brejning, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem (Morten Kristensen) både var politiker og samtidig nabo til lokalplanområdet. Han havde tidligere klaget som privatperson over den oprindelige lokalplan (nr. 2.10), blandt andet fordi byggeriet og anlæg af stier gik helt op mod hans skel. Naturklagenævnet gav ham partsstatus og realitetsbehandlede hans klage. Det var dermed allerede dokumenteret i sagen, at han havde en “særlig interesse” i udfaldet.
Da der senere blev fremsat et nyt lokalplanforslag (nr. 1034), vurderede byrådet, at denne særlige interesse fortsat gjaldt, fordi den nye lokalplan i det store og hele var identisk med den tidligere. Politikerens private relation til sagen var derfor ikke udtømt. Byrådet vurderede, at han som nabo og tidligere klager havde en særlig interesse, der var stærkere end andre borgeres. Ifølge både Forvaltningsloven §3 og praksis skal der i sådanne tilfælde lægges vægt på risikoen for tvivl. Politikeren blev derfor erklæret inhabil og måtte forlade mødet under behandlingen.
Statsforvaltningen godkendte byrådets vurdering og fastslog, at et kommunalbestyrelsesmedlem, som både har klaget som privatperson og får partsstatus, ikke samtidig kan være en del af kommunens beslutningsproces i samme sag. Man kan ikke som Statsforvaltningen skriver “både være part og myndighed”. Habilitet handler nemlig ikke om en persons gode intentioner, men om, hvorvidt borgerne kan have tillid til den demokratiske proces.
Sagen fra Vejle illustrerer derfor, hvordan privat naboskab, engagement som borger og politisk rolle let kan flettes sammen, og hvordan det netop er habilitetsreglerne, der beskytter både borgerne og politikerne mod sammenblanding af roller.
Tillid, gennemsigtighed og demokratiets robusthed
Habilitetsreglerne er ikke lavet for at spænde ben for lokale politikere, men for at beskytte demokratiet. Når politikere åbent oplyser om deres interesser også når det er ubehageligt, styrker det gennemsigtigheden. Når de beder om habilitetsvurdering ved tvivl, styrker det legitimiteten. Og når de trækker sig fra sager, hvor de kan have en særlig interesse, viser de integritet.
Konsekvenserne ved at undlade dette er alvorlige: mistillid, beskyldninger om nepotisme, undermineret troværdighed og i værste fald ugyldige beslutninger. Lokalsamfund fungerer kun, når borgerne kan være sikre på, at beslutninger træffes for fællesskabets bedste, ikke for enkeltpersoners økonomiske eller personlige gevinst.
Tillid er fundamentet under demokratiet. Habilitetsreglerne er fundamentet under tilliden.
