Der bliver talt meget om oprustning i disse år. Om våben og forsvar og sikkerhed. Men også om åndelig oprustning.
Det er et udtryk, jeg har lidt svært ved, men jeg prøver at se det gode i det. For et samfund har brug for andet end kampfly og stærke grænser. Vi har brug for at vide, hvad det er, vi forsvarer. Hvad vi står for, og hvilke værdier vi ikke vil give køb på, når verden bliver mere urolig.
Men derfor forpligter ordene også. For hvad er det egentlig, vi skal opruste os med?
Det spørgsmål har rumsteret hos mig, mens jeg har fulgt situationen omkring Ceuta, den lille spanske enklave i Nordafrika, hvor mennesker igen forsøger at komme ind i Europa.
Virkeligheden er kompliceret. Europa kan ikke tage imod alle. Et land må have grænser, og migration kan skabe reelle problemer. Integration lykkes ikke altid. Det skal vi ikke være naive overfor.
Men bag ordene flygtningestrømme, immigrationspres og grænsekontrol findes mennesker. En mor. En far. En ung mand. Et barn. Mennesker med navne, historier og håb.
Og hvis vores åndelige fundament blandt andet er kristendommen, kan vi ikke komme uden om, at den igen og igen vender vores blik mod den anden. Mod den fremmede, den fattige og den, der står udenfor.
Det betyder ikke, at Bibelen giver os en færdig udlændingepolitik. Næstekærlighed fortæller os ikke, hvor mange mennesker Danmark eller Europa kan tage imod. Men den siger noget om det blik, vi møder andre med.
Jeg husker billederne fra 2015, da flygtninge og immigranter gik på de danske motorveje. Siden har flere højtstående politikere udtalt, at noget sådant aldrig må ske igen.
Det kan jeg godt forstå. Men jeg får lyst til at spørge: Hvorfor?
Er det, fordi det var kaotisk og uholdbart for vores samfund? Eller også fordi vi aldrig igen ønsker, at mennesker skal være i en situation, hvor deres eneste mulighed synes at være at gå langs en motorvej med børn og ejendele i en pose?
Der er forskel på kun at spørge, hvordan vi beskytter os mod dem, og også spørge, hvordan vi beskytter dem.
Et samfund skal kunne sætte grænser. Nogle gange skal det også kunne sige nej. Men vi skal passe på, at grænsen omkring vores land ikke samtidig bliver en grænse omkring vores medmenneskelighed.
Måske er det her, den åndelige oprustning begynder. Ikke ved at gøre os hårdere, men ved at gøre os stærke nok til ikke at blive hårde.
Stærke nok til at holde fast i, at ethvert menneske har værdi – også selv om svaret bliver nej.
For måske er det først i urolige tider, vi finder ud af, om vores værdier virkelig er værdier. Det er let at tale om næstekærlighed, når næsten ikke kræver noget af os. Det er først, når han eller hun eller de står ved vores grænse, at den bliver sat på prøve.
