Jeg flyttede til Skibby med min familie i år 2000. Vi kom fra Ramstein i Tyskland, hvor vi havde været udstationeret i 4 år – medbringende vores to piger, en på 1 måned og en på 3 år. Til et nybygget hus, som desværre ikke var blevet så færdigt at vi kunne flytte ind i det. Det blev en trang tid, hvor de fleste besværligheder heldigvis i dag er blevet til sjove minder.
Vi landede i Skibby. Det skyldtes at vi på et tidspunkt havde kørt omkring i området, besøgt nogle af landsbyerne, og da der pludselig var en grund til salg i Skibby, slog vi til. Det har vi aldrig fortrudt!
Vores ældste datter startede i den daværende skovbørnehave ved Østskoven, og jeg kan stadig huske de første gange, hvor vi kiggede ud over fjorden og jeg tænkte: her vil jeg gerne blive gammel. Det lyder måske højtideligt, men sådan var det.
Der er noget ved lyset over Roskilde Fjord og Isefjorden, noget ved stilheden og de åbne vidder, som gør, at man ikke bare bor et sted – man hører til. Og alligevel tæt på hovedstaden og de lidt større byer.
Jeg tror de fleste i Hornsherred kender den følelse. Vi har valgt roen til med åbne øjne. Vi har valgt de små lokalsamfund, den korte vej til naturen og følelsen af, at man stadig er en del af et fællesskab. Men idyllen har en pris, og den hedder for manges vedkommende: stor afstand til arbejde.
I 12 år, var jeg en af dem, der hver morgen kørte i kortege til København, sammen med naboer og bekendte fra Skibby, Skuldelev eller Ferslev ind i bilen for at komme på arbejde, til uddannelse eller blot til hverdagens nødvendigheder. Ikke fordi de nødvendigvis ønsker det, men fordi alternativerne ikke rigtig er der. Mange arbejdspladser ligger i hovedstadsområdet, men ikke så mange tæt på.
Vi ser hvordan kommunen vokser; Nye boliger skyder op, virksomheder etablerer sig, og nye borgere flytter til. En helt ny by er ved at tage form omkring Vinge S-togsstation. Det er spændende, og det er godt for alle borgere i Frederikssund Kommune. Vi har brug for udvikling, investeringer og flere borgere.
Men vi har også brug for flere arbejdspladser tættere på. Derfor er udvikling ikke kun lig med boliger. Der er også brug for gode, stabile arbejdspladser.
Selvfølgelig følger der også en bekymring med. For mens blikket naturligt rettes mod vækstområderne, frygter jeg nogle gange, at Hornsherred bliver overset. At vi langsomt vænner os til at alle tilbud flytter for langt væk, og at kvalitetsniveauet falder. At halvøen gradvist bliver et sted, man pendler fra eller flytter væk fra, frem for et sted, man investerer sin fremtid i. Indtil videre går det, for der er en vis udvikling i gang med nye boliger i Hornsherred.
Her er det vigtigt, at vi ikke fordrejer udviklingen, blot for at få flere indbyggere. Vi skal hæge om det, som gør lokalområderne attraktive, men vi skal også sikre kvalitet i de lokale tilbud. Hvis vi ikke kan det, så må vi samle os om nogle stærkere tilbud. Selvfølgelig ligger vores styrken i de mindre byer, med deres oplande, i naturen, fjordene, i nærheden mellem mennesker og i de tætte lokale fællesskaber, hvor man hilser og står sammen. Det er en styrke, der ikke kan kopieres eller kan bygges på en bar mark.
Men hvis vi intet gør, så risikerer vi at holde fast i en idyl, som kan blive til en smuk kulisse, der langsomt tømmes for liv eller kvalitet, fordi almindelige mennesker ikke længere kan få hverdagen til at hænge sammen eller f.eks. ikke kan få den uddannelse eller det arbejde, som alle har brug for.
Derfor handler ønsket om udvikling om sammenhæng: om boliger, flere arbejdspladser i nærheden, god infrastruktur, også digital infrastruktur og lokale kvalitetstilbud. For mig handler det om mennesker, der uanset alder kan oppebære en god tilværelse. Om at sikre, at kommende generationer også kan vokse op med det samme lys over fjorden, den samme ro og de samme fællesskaber, som har gjort så stort indtryk på mig.
Fremtiden for Hornsherred handler ikke om at vælge mellem bevarelse og udvikling. Den handler om at forstå, at de to ting er afhængige af hinanden. Hvis vi vil bevare det særlige ved Hornsherred, skal vi også være villige til at udvikle de rammer, der gør det muligt at leve her. Ellers risikerer vi, at det liv, vi holder allermest af, stille og roligt taber til afstanden eller blive til tomme kulisser.
Med disse ord vil jeg ønske alle et smukt og fredfyldt efterår.
