Af Tomas Skov
JÆGERSPRIS: Kulturhuset Rejsestalden i Jægerspris er angiveligt rigets mindste kulturhus med ansatte, og dem er der nu atter tre af, efter Anne Foli føjede sig til René Petersen og Linda Mortansdóttirer fra 1. april.
De tre er alle ansat på deltid i det kommunalt drevne kulturhus, der organisatorisk hører under bibliotekerne.
Anne Foli kommer med en baggrund i markedsføring og kommunikation, blandt andet i kæden FitnessX, og hendes ambition er at få mere ud over rampen i det lille kulturhus.
– Her sker så mange ting, og vi vil gerne åbne huset endnu mere op. Alle skal have glæde af det, og vi skal bredere ud, understreger hun.
Hun undersøger blandt andet målgrupper for at sikre, at alle bliver tilgodeset i Rejsestaldens tilbud.
Mest i samarbejde
Anne Foli er sammen med kollegerne i gang med at planlægge andet halvår i kulturhuset, der kommer til at rumme både egne arrangementer og samarbejder med en række aktører. Disse inkluderer foreninger som Musik mellem Fjordene, Historisk Forening eller Grønne Nabofællesskaber for blot at nævne nogle få.
Herudover er Rejsestalden nu begyndt at holde barselscaféer, og inden længe vil medarbejderne gerne have gang i brætsprilsaftner.
Der er konstant udstillinger i huset, og mens kunstneren Sarah McNulty nu takker af, kommer der snart en ny udstilling om graffiti.
Årets helt store begivenhed i Rejsestalden er dog naturligvis Blå Nat, der afvikles i samarbejde med Jægerspris Netværk.
– Det er igen en samarbejdspartner. Vi kan ikke gøre det hele – det skal være en fælles, lokal opgave, siger Anne Foli.
Halv tid i Handi Life
Hun nyder at cykle til arbejdet fra hjemmet i Jægerspris, som hun deler med sin mand og deres tre børn på henholdsvis 9, 14 og 16 år.
Ved siden af sine 20 timer i Rejsestalden, arbejder Anne Foli 15 timer ugentligt i virksomheden Handi Life Sport i Venslev. Den hemmelige virksomhed, som den lokale avis må tage et nærmere kig på ved lejlighed, beskæftiger omkring ti medarbejdere, men eksporterer blandt andet boccia-bolde i kunstlæder til hele verden. Handi Life Sport har således også leveret fodbolde til samtlige paralympiske lege gennem en årrække.
– Det er et virkelig fedt formål, og jeg er glad for at kunne holde fast i det arbejde ved siden af Rejsestalden, siger Anne Foli.