Frederikssund skal være førstevalget for børnefamilier

Frederikssund skal være førstevalget for børnefamilier

Læserbrev

Af Morten Skjelmose, Byrådskandidat for Venstre

Når vi taler om, hvordan Frederikssund skal udvikle sig i de kommende år, er der ét emne, vi ikke kan tillade os at overse: Hvordan vi tiltrækker og fastholder børnefamilier.

For børnefamilierne er det helt afgørende, at vi kan tilbyde trygge, fleksible og udviklende rammer for deres børn. Det handler om, at daginstitutionerne giver de mindste en god start på livet. Det betyder små børnegrupper, hvor der er tid og nærvær fra de voksne. Det betyder åbningstider, der hænger sammen med et travlt arbejdsliv, og det betyder trygge miljøer, hvor trivsel og leg går hånd i hånd med læring og forberedelse til skolen.

Men børnefamilier kigger ikke kun på daginstitutionerne. De ser også på, hvilken folkeskole kommunen kan tilbyde. Hvis vi vil være et attraktivt sted at slå sig ned, skal vi have en folkeskole, hvor den faglige kvalitet er i top, og hvor læringsmiljøerne er moderne, tidssvarende og i stand til at udfordre alle børn – både de stærke og dem, der har brug for ekstra støtte. Det skal være en skole, hvor trivsel, fællesskab og inklusion er en naturlig del af hverdagen, og hvor der er stærke fritidstilbud tæt knyttet til skolen, så børnene oplever sammenhæng i deres hverdag.

Vi ved, at mange familier sammenligner kommuner, når de overvejer, hvor de vil flytte hen. De kigger på pasningstilbud, på skoler, på fritidsmuligheder – og her skal Frederikssund turde være ambitiøs.

Hvis vi virkelig vil tiltrække nye borgere, skabe vækst og sikre et stærkt lokalsamfund, så skal vi turde investere i vores børn. For børnene er fundamentet for fremtiden – både for den enkelte familie og for hele vores kommune.

Andre artikler fra denne uge

Hestelortestien

Læserbrev Af Paul Erik Johansen, Kirke Hyllinge Som daglig bruger af den fine cykelsti mellem Kirke Hyllinge og Nørre Hyllinge

Læs mere »