Fest og farver

Irmelin Funch bevæger sig i splitfeltet mellem det figurative og nonfigurative.

FREDERIKSSUND: Der er knald på udstillingen i Langes Magasin. Det er Laurentius van Dam og Irmelin Funch, der inviterer ind til en spændende udstilling præget af mangfoldighed og farverigdom. De er begge fra Frederikssund og har deres eget atelier i byen.

Laurentius van Dam er hollænder, men har boet i Danmark i rigtig mange år. Hans malerier på udstillingen er figurative og nonfigurative. I sit arbejde som kunstner har han udfordret lærredet på mange måder. Han har arbejdet med abstrakte malerier, hvor former og farver udfordres. Og med figurative i form af portrætter og især kvinder efter model.

Irmelin Funch bevæger sig i splitfeltet mellem det figurative og nonfigurative. Hun er meget optaget af farver og er tit eksperimenterende i sin maletekniske tilgang. Man ser fx ofte, at akryl og olie anvendes i samme maleri, fordi de kan noget forskelligt. Hendes inspiration fra naturen lader sig ikke fornægte. Det ses både i former og farver, der ofte har knald på.

De maler begge sammen i deres atelier i Frederikssund, hvor Laurentius Malerskole også har til huse.

Udstillingen kan besøges: Torsdag 25. april – søndag 28. april kl. 12-17.
Torsdag 2. maj – søndag. 5. maj kl. 12-17.
Fernisering er lørdag, 27. april kl. 12.

Andre artikler fra denne uge